Pressemeddelelse
22. november 2018
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Hør om planerne med forbindelsesvejen vest om Uhre

 
 
 
 

Onsdag besluttede Vejle byråd at afsætte penge til de undersøgelser og den skitseprojektering, der går forud for, at arbejdet med en forbindelsesvej vest om Uhre kan begynde. Alle interesserede inviteres til informationsmøde om denne indledende proces, som nu går i gang og varer frem til den politiske behandling af skitseprojektet - planlagt til sommeren 2019.

 
 
 
 
 
 
 
 

Planlægningen for forbindelsesvejen vest om Uhre blev vedtaget af byrådet i 2009, og i november 2017 blev første etape over Vejledalen indviet. Byrådet har nu bevilliget penge til igangsætning af projektering og undersøgelser af den del af vejen, som går fra Vardevej til Planetbyen.

 

Men hvad er det helt konkret, der skal foregå frem til sommeren 2019? Hvad sker der i forbindelse med skitseprojekteringen og de indledende undersøgelser? Og hvad går der forud for, at byrådet en dag kan udvælge et projekt?

 

Det vil fagpersoner og politikere gerne fortælle mere om på et informationsmøde 5. december 2018.

 

- Det er vigtigt for os, at borgerne både fra området og fra hele Vejle føler sig velinformerede helt fra begyndelsen. Vejen har betydning for rigtig mange, og det samme har den måde, vejen ender med at blive udformet på. Hvad skal der til, for at disse valg kan træffes, og hvad kan borgerne forvente af den fremtidige proces frem til første spadestik? Det vil vi gerne informere om og forsøge at kaste lys over. Mødet er ikke et debatmøde, men et informationsmøde, som kan hjælpe interesserede til at forstå den kommende proces, siger formanden for Teknisk Udvalg, Christoffer Aagaard Melson.
 

Byrådet har bedt om at få belyst, hvilke muligheder der er for at grave vejen helt eller delvist ned ved Planetbyen, ligesom muligheden for at rykke dele af vejen tættere på skoven end foreslået i den gældende VVM skal undersøges i forbindelse med skitseprojekteringen.

 

Det forventes, at processen med udbud og projektering forløber over de næste par år, og at selve anlægsarbejdet kan begynde i 2021.

 

I forbindelse med at politikerne senere skal behandle skitseprojektet, formentlig i sommeren 2019, vil der blive afholdt et nyt informationsmøde, hvor det er muligt at få mere information om de forskellige skitseprojekter.

 

Informationsmøde - hvor og hvornår?

Det er Teknisk Udvalg, der inviterer til informationsmødet, hvor processen med forbindelsesvejen vil blive præsenteret af forvaltningen og formanden for Teknisk Udvalg.


Mødet finder sted onsdag den 5. december fra klokken 17 til 18 på Petersmindeskolen (teatersalen), Petersmindevej 25A, 7100 Vejle. Tilmelding er ikke nødvendig. Der vil blive serveret kaffe og vand.

 

Læs mere om forbindelsesvejen vest om Uhre og tankerne for trafikken i fremtidens Vejle på www.vejle.dk/mobilitet
 

 
 
 
 
 
 
 
 
 
Kontaktinformation
  • Formand for Teknisk Udvalg i Vejle Christoffer Aagaard Melson, tlf.: 26 28 82 02, mail: chram@vejle.dk
  • Afdelingsleder i Anlæg og Infrastruktur, Vejle Kommune Claus Weng Petersen, tlf.: 76 81 23 65, mail: clwpe@vejle.dk