Velfærdsforvaltningens nye kompetencecenter har ansat en leder

 
 
 
 

Marianne Hyltoft er ansat til at lede og udvikle Velfærdsforvaltningens nye kompetencecenter. Hun tiltræder stillingen 1. januar 2021.

 
 
 
 
marianne.jpg

Marianne Hyltoft skal være leder i Kompetencecenter Velfærd.

 
 
 
 

Det bliver 44-årige Marianne Hyltoft, der kommer til at stå i spidsen for Vejle Kommunes nye satsning på velfærdsområdet: Kompetencecenter Velfærd, der skal understøtte strategisk kompetenceudvikling og sikre en høj tværgående faglighed. Konkret betyder det, at kommunens store fagområder Handicap, Senior og Social & Psykiatri samler medarbejdernes kompetenceudvikling i én afdeling.

 

Marianne Hyltoft kommer fra en stilling som afdelingsleder i Tværgående Enhed for Læring i Horsens Kommune. Hun har også været 9 år som konsulent i Uddannelse & Læring i Vejle Kommune. I begge stillinger har hun arbejdet med kompetenceudvikling og kapacitetsopbygning.

 

Marianne Hyltoft er gift, har to børn og bor i Vejle. Hun har en læreruddannelse, som hun har suppleret med en diplom i ledelse og en master i læreprocesser med specialisering i ledelses- & organisationspsykologi.

 

Velfærdsdirektør Anne Mette Lund glæder sig til at byde Marianne Hyltoft velkommen:

 

- Vi ønsker en førerposition på velfærdsområdet, og det kan vi kun opnå ved at investere i vores allervigtigste ressource - nemlig medarbejdernes kompetencer. Jeg glæder mig over, at Marianne Hyltoft har sagt ja til at stå i spidsen for centret, og jeg er sikker på, at vi med hendes erfaringer og kompetencer lykkedes med at skabe et kraftcenter for kompetenceudvikling.

 

Den nye centerleder glæder sig til at blive en del af velfærdsområdet og være med til at føre Vejle Kommunes vision ud i livet:

 

- At samle kompetenceudvikling ét sted er et seriøst og ambitiøst organisatorisk setup. Det giver mulighed for at understøtte kompetenceudviklingen strategisk og også gode muligheder for at tænke på tværs af fagområder. Jeg er meget optaget af at arbejde med kompetenceudvikling, da medarbejdernes kompetencer er afgørende for, at en organisation kan nå sine mål. Samtidig kan det også både være med til at tiltrække og fastholde medarbejdere. Jeg glæder mig til at være med til at skabe synergi, siger Marianne Hyltoft.

 
 
 
 
 
 
 
 
 
Kontaktinformation

Velfærdsdirektør Anne Mette Lund, telefon  76 81 60 00.