Pressemeddelelse
21. december 2017
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Udviklingshæmmede skyder nytåret ind med hinanden

 
 
 
 

Det gør de i Papirfabrikken, et aktivitets- og samværstilbud til mennesker med udviklingshandicaps, der lægger lokaler til nytårsfesten - og gerne udlåner lokaler til arrangementer, som kommer tilbuddets brugere til gode.

 
 
 
 
 
 
 
 

Det er Udviklingshæmmede Landsforbund i Vejle, bedre kendt som ULF Vejle, der står bag festen og for anden gang inviterer til spisning og samvær på årets sidste dag.

"Kom og vær med til en hyggelig nytårsaften. Menuen er laks, hamburgryg med grønlangkål, othellokage, kransekage og champagne - og sammen skal vi grine og have det hyggeligt." Sådan står der i invitationen. I alt har 12 takket ja til invitationen, men ifølge Leif Madsen fra ULF er der plads til mange flere. Han håber derfor, at endnu flere af ULF's medlemmer med tiden vil komme til ULF's arrangementer.

Festen holdes i Papirfabrikken, som ligger på Gulkrog i Vejle midtby, og som er et aktivitets- og samværstilbud til mennesker med forskellige udviklingshandicaps, f.eks. udviklingshæmning, hjerneskade, ADHD eller lignende. Brugerne bor i egne boliger i Vejle Kommune, men modtager støtte fra Vejle Kommune, primært i form af socialpædagogisk støtte. De kommer i Papirfabrikken som en del af Center for Social Rehabilitering eller beskyttet beskæftigelse for at få vejledning og hjælp eller for hyggeligt samvær i cafeen: Cafe Pap.

I Papirfabrikken er de glade for, at der er interesse for at låne værestedets lokaler:

- ULF kontaktede os sidste år, fordi de stod og manglede et sted at holde en nytårsfest. Aftalen blev, at ULF skulle sørge for at aflevere lokalerne i samme stand, som de overtog dem. Det gik rigtigt godt. Aftalen er nu udvidet til også at gælde julefrokoster, og i november lånte ULF lokalerne til et valgmøde, hvor lokale politikere deltog, fortæller Peter Saaby, afdelingsleder i Papirfabrikken.

Siden er andre organisationer også begyndt at låne Papirfabrikkens lokaler:

- Og vi låner gerne vores lokaler ud. Vi ønsker, at de bliver brugt mest muligt af de mennesker, som kommer her i huset. På den måde bliver de inddraget i Papirfabrikkens brug. Det passer sammen med den måde, vi arbejder på: At borgerne skal bestemme mest muligt selv og tage ansvar for eget liv. Det giver en bedre livskvalitet, siger Peter Saaby, som håber, at ULF får et brag af en nytårsfest.
 

 
 
 
 
 
 
 
 
 
Kontaktinformation

"Aktivitetsklubben" i Papirfabrikken, telefon 76 81 92 35
Leif Madsen,  ULF Vejle, telefon 20 90 67 80