Velfærdsteknologirådet har godkendt seks ansøgninger til Velfærdsteknologipuljen og dermed bevilget 2.408.000 kroner til at prøve tre forskellige teknologier af og udbrede tre teknologier til flere centre og afdelinger i Vejle Kommune. På Vejle Kommunes plejecentre foregår en stor del af borgernes morgenpleje ofte i deres seng, hvis de ikke er i stand til selv at stå op og gå på badeværelset. Det kræver mange forflytninger og ofte to medarbejdere at afklæde, vaske og få borgeren hjulpet i tøjet. Fire plejecentre har derfor afprøvet en hygiejnestol, som giver mulighed for at håndtere bad, toiletbesøg og af- og påklædning, mens borgeren sidder i stolen. Evalueringen af hygiejnestolen viste gode resultater. For eksempel synes over halvdelen af borgerne, at det er bedre at modtage hjælp til pleje i hygiejnestolen. Halvdelen af medarbejderne oplever, at de bruger kortere tid med stolen, mens to tredjedele af medarbejderne oplever færre forflytninger ved brug af stolen. Velfærdsteknologirådet har derfor bevilget over 1 mio. kr. til, at yderligere fem plejecentre kan få hygiejnestole. - Det giver rigtig god mening for os at investere i at udbrede velfærdsteknologier som f.eks. hygiejnestolen til flere, når teknologien både forbedrer borgernes oplevelse af plejen, belaster medarbejderne mindre og er med til at frigøre tid til andre opgaver, siger mødeleder og medlem af Byrådet Svend Erik Nielsen. Det betyder, at ni ud af Vejle Kommunes 17 plejecentre på sigt har hygiejnestole, som de kan bruge til borgere, der ellers ville have fået morgenpleje i sengen. Velfærdsteknologi som supplement til fysisk genoptræning Én af de afdelinger, som har fået en portion penge, er Sundhedsafdelingen. Flere sundhedsydelser skal digitaliseres jævnfør Sundhedsaftalen 2024-2027. For eksempel skal en tredjedel af alle genoptræningsplaner i 2028 varetages overvejende digitalt. Sundhedsafdelingen vil derfor gerne afprøve en App, som giver mulighed for at supplere den fysiske genoptræning med opfølgning over video, følge borgerens træning og lave individuelle træningsprogrammer. Formålet med teknologien er at styrke borgernes fysik for at udsætte behovet for mere hjælp og samtidig bruge medarbejdernes tid dér, hvor behovet er størst. App'en forventes at blive taget i brug i løbet af efteråret 2025. I alt 65 mio. kroner til velfærdsteknologi I budgetforliget i 2012, 2017 og 2020 blev der for en fireårig periode afsat 20 mio. kroner til at teste og investere i teknologi, som skal imødekomme de kommende års demografiske udfordringer. I budgetforliget 2024 blev der lavet endnu en pulje på 5 mio. kr. til investeringer i 2025, som skal bygge videre på de tidligere puljer. Vejle Kommunes Velfærdsteknologiråd består af otte medlemmer fra Seniorudvalget, Voksenudvalget, Sundheds- og Forebyggelsesudvalget og Børn- og Ungeudvalget. Rådet har ansvaret for at prioritere de 5 mio. kr. til ny teknologi og teknologier, som har vist gode resultater. |