Medarbejderne har sat præg på Vejle Brandvæsens logo

 
 
 
 

Vejle Brandvæsen har fået sit eget logo, som er skabt i samarbejde med de kommende medarbejdere i det lokale brandvæsen. Logoet blev præsenteret tirsdag 9. november på Gl. Rådhus.

 
 
 
 
Vejle Brandvæsen logo.png

Vejle Brandvæsens nye logo er skabt i samarbejde med medarbejderne. Stregerne til logoet er slået af Mette Stormes fra Stormes Grafisk. Navnetrækket er Vejle Kommunes nye visuelle identitet, mens de fem flammer står for de fem brandstationer og sammen med brandøksen danner et V for Vejle.

 
Vejle Brandvæsen logo brandbil.png

Sådan kommer logoet til at fremstå på køretøjerne, når Vejle Brandvæsen rykker ud fra 1. januar 2022.

 
 
 
 

De fem flammer for de fem brandstationer og brandøksen, der tilsammen danner et V for Vejle, samt brandstjernen kombineret med Vejle Kommunes nye visuelle identitet. Det er de grundelementer, som Vejle Brandvæsens nye logo består af. Tirsdag den 9. november blev logoet afsløret på Gl. Rådhus foran bl.a. medarbejdere i det kommende beredskab og medlemmer af byrådet.

 

Medarbejderne inddraget

- Byrådet traf jo en beslutning for et år siden om at trække Vejle Kommune ud af TrekantBrand samarbejdet, og lige siden er der arbejdet målrettet med at få ansat personale, investeret i nyt materiel og skabt en ny identitet, som medarbejderne kan være stolte af, siger Thomas Dietz, beredskabschef i Vejle Brandvæsen.

 

At den nye visuelle identitet for Vejle Brandvæsen skal være noget, som brandmændene kan tage til sig, afspejler sig i arbejdet med at skabe det nye logo. Derfor har det midlertidige MED-udvalg været inddraget i processen med at vælge det nye logo ud fra de input, som en lang række medarbejdere i det kommende Vejle Brandvæsen er kommet med.

 

Brandmand med liv og sjæl

- Det at være brandmand er jo en væsentlig del af vores DNA, og vi er det med liv og sjæl. Derfor betyder et logo også rigtigt meget. Ikke kun, at man rent visuelt kan aflæse, at vi taler om brand og redning, men at det også taler til den enkelte brandmands oplevelse af jobbet. Netop derfor har det været vigtigt, at logoet balancerer mellem det nye og det traditionelle, siger Bjarne Grønnebæk, der er medarbejderrepræsentant i det midlertidige MED-udvalg.

 

Mens idéer og input til logoet er opstået hos dem, der skal bære det på tøj og køretøjer, er stregerne til det nye logo tegnet af den lokale grafiker Mette Stormes fra Stormes Grafisk.

 

Velintegreret del af kommunen

Ud over de tydelige referencer til arbejdet med brand og redning har logoets navnetræk fælles identitet med Vejle Kommunes, og det er ikke tilfældigt. Vejle Brandvæsen bliver nemlig en velintegreret del af kommunen og får organisatorisk plads i Teknik & Miljø. Fokusområder som klima, bæredygtighed og robusthed bliver en naturlig del af beredskabets arbejdsopgaver.

 

FAKTA

  • Byrådet har besluttet, at Vejle Kommune træder ud af TrekantBrand samarbejdet pr. 31. december 2021 og overgår fra nytår til Vejle Brandvæsen.
  • Tidligere på året godkendte byrådet en bevilling på 29,1 mio. kr. til indkøb af nyt materiel.
  • Lige inden sommerferien faldt fordelingen af medarbejderne mellem TrekantBrand og Vejle Brandvæsen på plads.
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Kontaktinformation

Thomas Dietz, beredskabschef i Vejle Brandvæsen, tlf. 40 27 07 34

Bjarne Grønnebæk, medarbejderrepræsentant i det midlertidige MED-udvalg for Vejle Brandvæsen, tlf. 20 72 43 90