Pressemeddelelse
2. november 2020
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Indstil en virksomhed til Iværksætterprisen 2021

 
 
 
 

Nu skal årets iværksætter findes. Derfor er det i hele november muligt at indstille sin egen eller en anden virksomhed til Iværksætterprisen 2021.

 
 
 
 

I 2020 løb Myselfie med Iværksætterprisen. Vejle-virksomheden har udviklet en Myselfie photobooth (fotoautomat), der tager billeder i 4K-opløsning og sikrer minder i knivskarp kvalitet fra fester, begivenheder og arrangementer. Foto Kenneth Stjernegaard Fotografi

 
 
 
 

Traditionelt bliver årets iværksætter kåret i forbindelse med erhvervslivets nytårskur i Vejle Kommune. Men den igangværende covid-19-pandemi har desværre sat en midlertidig stopper for afholdelse af store events som netop nytårskuren. Aflysningen af nytårskuren ændrer dog ikke på, at Iværksætterprisen 2021 alligevel bliver tildelt en dygtig iværksætter, og i november skal kandidaterne til prisen indstilles. 


- Den traditionelle nytårskur for erhvervslivet i Vejle Kommune er desværre aflyst. Vi har derfor planer om at overrække Iværksætterprisen i forbindelse med et BusinessVejle Gå-hjem-møde i starten af 2021, da foreningen fungerer som sekretariatet for Vejle Iværksætterfond, fortæller Morten Damgaard Nielsen, erhvervschef i Vejle Kommune.  

 

Traditionen fortsætter

Morten Damgaard Nielsen glæder sig over, at det igen i 2021 er muligt at kåre årets iværksætter i Vejle Kommune: 


- Det er vigtigt at anerkende iværksætternes hårde arbejde, og derfor er det pragtfuld, at vi igen kan kåre en ny vinder af Iværksætterprisen. Det er en vigtig tradition, som sætter fokus på iværksætteri, og hylder de bedste. Jeg håber, at mange vil benytte muligheden for at indstille en kandidater til prisen.  

 

Det er fjerde år i træk, at det er muligt at indstille sig selv eller en anden virksomhed til Iværksætterprisen. Vinderen findes udelukkende blandt de opstillede kandidater. 

 

Rollemodel

Vejle Kommune har en lang tradition for at fokusere på iværksætteri. Iværksættere bidrager til nye arbejdspladser og skaber dynamik i erhvervslivet og økonomisk vækst i kommunen. Derfor er prisen også en mulighed for at fremhæve de gode rollemodeller. 

 

- Vi vil gerne fremhæve og hylde vores mange dygtige og ambitiøse iværksættere for den indsats, de investerer i deres virksomhed. Det er nemlig vigtigt, at vi fortsat kan skabe den gode iværksætter-rollemodel, som kan inspirere andre, og derfor er Iværksætterprisen vigtig for start-up-virksomheder i Vejle Kommune, fastslår Morten Damgaard Nielsen. 

 

Samtidig understreger han, at flere brancher for tiden er ekstra hårdt ramt af coronakrisen, og at situationen uden tvivl har sendt mange iværksættere på overarbejde. 

 

- Den aktuelle situation stiller store krav til virksomhederne, og derfor kan coronapandemien også få indflydelse på, hvem der bliver indstillet til den fornemme pris, fortæller Morten Damgaard Nielsen, som ser frem til at modtage de forhåbentlig mange kandidater til prisen. 

 

Indstilling af kandidater til Iværksætterprisen 2021 skal ske på www.vejle.dk/iværksætterprisen senest den 30. november.


Fakta: Om Iværksætterprisen 2021
 

Hvem kan indstilles til prisen? 
Alle med eget CVR-nr. kan indstille sig selv. Alle har mulighed for at indstille en virksomhed til prisen. 

 

For at komme i betragtning til Iværksætterprisen skal virksomheden opfylde nogle kriterier. I indstillingen lægges der vægt på følgende udvælgelseskriterier: 

  • Virksomheden har CVR-nummer i Vejle Kommune og er etableret inden for de sidste 5 år.
  • Virksomheden har præsteret de første gode resultater inden for eksempelvis et eller flere af disse områder: Omsætningsvækst, indtjeningsvækst, medarbejdervækst, produktudvikling og har demonstreret vækstpotentiale.

I bedømmelsen lægges der vægt på en saglig begrundelse, som underbygges af tal og konkrete eksempler.   

 

Pris og dommerkomite 
En særlig udvalgt dommerkomité skal vurdere og udvælge den endelige vinder af Iværksætterprisen 2021. 

Dommerkomiteen består af:

  • Vejle Kommune: Erhvervschef Morten Damgaard, Vejle Erhverv
  • Vejle Iværksætterfond: Direktør Peter Skou, R2 Group Holding A/S, direktør Telse Runge, Teldust A/S og advokat Mikael Grosen Skovbo, Codex Advokater
  • CONNECT Denmark: Medlem fra foreningen CONNECT Denmark: Christian Bjerre Bojsen, 3B CONSULT

Prisen uddeles af Vejle Kommune i samarbejde med Vejle Iværksætterfond. Vinderen af Iværksætterprisen 2021 får 10.000 kr. fra Vejle Iværksætterfond, et kunstnerisk værk og et diplom fra Vejle Kommune. Derudover modtager vinderen et gavekort fra CONNECT Denmark til et Springboard, hvor virksomheden kan få strategisk sparring fra et professionelt ekspertpanel.  

 

Tidligere prismodtagere
Sidste 3 års vindere er:

  • Iværksætterprisen 2020: Myselfie ApS
  • Iværksætterprisen 2019: Aguardio ApS
  • Iværksætterprisen 2018: OpenTeleHealth ApS
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Kontaktinformation

Morten Damgaard Nielsen, erhvervschef i Vejle Kommune, 40 33 00 02, modni@vejle.dk