Pressemeddelelse
31. januar 2018
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Kulturdirektør stopper i Vejle Kommune

 
 
 
 

John Hansen, kulturdirektør i Vejle Kommune, har sagt sit job op 1. august for delvis at gå på pension og dels at lægge kræfterne i sin private konsulentvirksomhed.

 
 
 
 

John Hansen har til august været 37 år i det offentlige, heraf 25 år som chef.

Karrieren begyndte som børne- og ungechef i Assens Kommune og fortsatte som børne- og kulturchef i Børkop Kommune fra 2000. Efter sammenlægningen af kommunerne fortsatte John Hansen som kulturdirektør i den nye Vejle Kommune.

John Hansen, der er 62 år, har oprindelig en baggrund som lærer og leder inden for skolevæsenet.


- Efter mange år i det offentlige vil jeg nu prøve kræfter med nye udfordringer i min egen virksomhed, siger John Hansen, der gennem årene har stået i spidsen for en række store tiltag på kultur- og fritidsområdet.
 

Det er lykkedes at skabe kulturhuse i alle centerbyer. Spotlight Kulturfestival for børn og unge er blevet en årlig tradition med stor succes. Sportsgalla, Piknik studiestartskoncert, Vild med Vand på Lystbådehavnen og Rock i Byparken er andre store kulturevents.

Af større byggeprojekter kan nævnes oplevelsescentret Kongernes Jelling, det kulturhistoriske museum i Spinderihallerne, Spektrum, den flydende kajakklub, nyt kampsportscenter, flere nye idrætshaller og kunstgræsbaner rundt i kommunen. Senest er der kommet to nye svømmehaller i DGI-huset og Egtved og et nyt projekt om Egtvedpigens grav.

John Hansen glæder sig også over arbejdet i EliteVejle og Vejle som Team Danmark kommune og forhåbentlig også snart som Parasportens hovedstad.

 

- Og så er jeg stolt over mine medarbejderes store engagement og deres evne til at yde en høj service til de frivillige på idræts- og kulturområdet, understreger John Hansen.

 

Kommunaldirektør Niels Ågesen ønsker John Hansen held og lykke med de nye udfordringer og siger tak for mange års tæt samarbejde i direktionen.

 

- De mange kulturaktiviteter har været stærkt medvirkende til, at Vejle er blevet et attraktivt sted at bo og leve, og de tiltrækker mange nye borgere. John Hansen har været en stærk aktør i at få såvel det daglige samarbejde som de store planer til at lykkes, siger Niels Ågesen.

 

Vedhæftede filer

John Hansen 2018 foto Flemming Hansen.jpg
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Kontaktinformation

Kulturdirektør John Hansen, tlf. 40 20 62 32