Pressemeddelelse
22. februar 2018
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Børn udpeger utrygge områder og vinder trafikkonkurrence

 
 
 
 

4. klasse fra Thyregod Skole blev torsdag overrasket af den lokale betjent, der kunne kåre klassen som vindere af Vejle Kommunes store skolevejsundersøgelse. Børn, forældre og skoleledelser fra hele kommunen har bidraget med vigtig viden, der danner baggrund for kommunens nye trafiksikkerhedsplan

 
 
 
 
 
 
 
 

Hvilken vej cykler eller går du til skole - og er der steder, hvor du er utryg? Det og mange andre spørgsmål er alle elever i Vejle Kommune blevet bedt om at besvare i en stor undersøgelse om trafiksikkerheden og trygheden på skolevejene. Samtlige 4. klasseelever fra Thyregod Skole har givet deres besyv med og er nu udtrukket som de dygtige vindere af konkurrencen bag undersøgelsen.

Børnenes oplevelser har stor betydning
Vejle Kommune er om kort tid klar med en ny trafiksikkerhedsplan, hvor børns skoleveje er et højt prioriteret fokuspunkt. Børnenes svar fra undersøgelsen, der blev foretaget i efteråret 2017, har sammen med forældres og skoleledelsers input givet kommunen konkret og meget brugbar viden om, hvor der skal sættes ind for at gøre skolevejene tryggere at færdes på.

 

- Det er rigtig vigtigt, at vi ikke bare sidder bag skrivebordet og beslutter, at her skal være et bump, og her skal være en anden type overgang. Vi har brug for at inddrage de mennesker, der hver eneste dag benytter områderne omkring skolerne, for at få en ordentlig viden om, hvor problemerne føles størst - og hvor de oplever, vi først og fremmest skal sætte ind. I den kommende trafiksikkerhedsplan har vi forsøgt at kombinere denne førstehåndsviden med målinger og analyser, siger Christoffer Melson, formand for Teknisk Udvalg i Vejle Kommune.


Flere børn i sadlen
I skolevejsundersøgelsen skulle forældre og børn indtegne skoleruter og udpege de steder, hvor børnene føler sig utrygge ved at færdes. Svarene har afstedkommet, at der nu er udpeget konkrete projekter ved de enkelte skoler - som fx forbedring af vejkryds, forlængelse af cykelstier og hastighedsdæmpning. Men børnenes svar har ikke bare betydning for det videre arbejde med trafiksikkerheden - de er også afgørende for hele arbejdet med at give flere børn mod på at fragte sig selv i skole.

 

- Jo tidligere børn lærer at færdes alene i trafikken, jo hurtigere får de en sikkerhed og selvtillid, når de tager af sted. De bliver sundere og selvstændige af at fragte sig selv, og rent sikkerhedsmæssigt giver flere børn på cykel eller til fods også meget mindre bilkaos foran skolerne, siger Camilla Mølgaard, projektleder i Vejle Kommune.


Betjent takkede for hjælpen
Alle skoler i Vejle Kommune har fået tilbuddet om at deltage i undersøgelsen. Næsten alle skoler har deltaget og hjulpet kommunen med at få overblik over forholdene på skolevejene. Men det var altså de seje 4. klasseelever fra Thyregod, der blev de heldige vindere og som tak for hjælpen blev overrasket med en stor trafikkage og et gavekort på 1000 kroner til City Vejle - overrakt af den lokale landbetjent.

 

- Det var en rigtig god overraskelse at få besøg - og sjovt at vi har vundet. Det er rigtig dejligt at kunne hjælpe de voksne med noget. Det plejer jo at være dem, der hjælper os, var eleverne Alma, Nicki og Louisa enige om, efter de havde spist trafikkage og stillet en masse gode spørgsmål til landbetjent Frank Sejerskilde fra Sydøstjyllands Politi.

 

De tre elever håber nu på, at gavekortet skal bruges på en klasseudflugt til Vejle.

Vejles Trafiksikkerhedsplan 2018-2020 forventes offentliggjort ved udgangen af marts måned. Læs mere om arbejdet med trafiksikkerhed i Vejle på: www.vejle.dk/trafiksikkerhed

 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Kontaktinformation

Christoffer Melson, formand for Teknisk Udvalg i Vejle, telefon: 26 28 82 02

Camilla Mølgaard, projektleder, Vejle Kommune, telefon: 76 81 23 12 / 40 28 21 10