Pressemeddelelse
13. april 2018
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Vejle Misbrugscenter skifter navn til RusmiddelCenter Vejle

 
 
 
 

Selvom mange i Vejle har et misbrug af alkohol eller stoffer, er det kun få, der kommer i behandling. Navneskiftet skal give flere - ikke mindst unge mennesker med misbrugsproblemer - lyst til og mod på at søge hjælp. 

 
 
 
 
 
 
 
 

- At søge professionel hjælp, fordi du enten drikker for meget eller tager stoffer, kan være svært. At søge om hjælp på et misbrugscenter er endnu sværere, fordi "misbrug" pr. definition er negativt ladet, siger Peter Bloch-Sørensen. Han er centerleder i det, som nu hedder RusmiddelCenter Vejle med afdelinger på Horsensvej og Sønderbrogade i Vejle. Centret samarbejder desuden med et kommunalt døgnbehandlingstilbud i Egtved.

Derfor valgte centret at ændre navnet fra "Misbrugscenter" til "RusmiddelCenter", så flere får lyst til og mod på at søge om hjælp. Særligt den yngre generation, fordi mange unge ikke selv opfatter, at de har et misbrug eller er misbrugere.

- De fortæller i stedet, at de har et "eksperimenterende forhold" til rusmidler, som de er ved at miste kontrollen over. Og det er det, som de gerne vil tale med os om. Det er lettere at tale om deres forhold til rusmidler end at blive konfronteret med deres misbrug. Ordet misbrug kan virke stærkt moraliserende - og det bliver de mødt så rigeligt af andre steder, siger Peter Bloch-Sørensen.

Ifølge centerlederen er der mange vejlensere - voksne som unge - der har brug for at blive deres misbrug kvit. I Vejle Kommune vurderes at være 15.500 med et afhængigt eller skadeligt alkoholforbrug, men kun 10 % søger hjælp. Når det gælder stofmisbrug, skønner Peter Bloch-Sørensen, at der er mellem 750-1.700 med misbrugsproblemer, men kun ca. 360 søger hvert år behandling, heraf 115 unge under 25 år.

Gratis og ambulant behandling
- Det er en skam, for behandlingen er gratis og behandlingsmulighederne mange. Alle kan f.eks. få gratis rådgivning og ambulant behandling, dvs. det er ikke nødvendigt med en henvisning fra en læge. Man kan bare møde op og bede om et tilbud - eller ringe for at aftale en tid. Og tilbuddet kan bestå af både individuelle behandlingssamtaler, gruppesamtaler, par- og familiesamtaler, anonym behandling, hjælp til at blive afruset, medicinsk behandling osv., siger Peter Bloch-Sørensen.

 

Han fortæller, at forløbet bliver skræddersyet til den enkelte og kan foregå ambulant og i dagtimerne, dvs. at man kan fortsætte i job eller uddannelse og holde kontakten med sin familie, selvom man bliver behandlet. Familien bliver om nødvendigt inddraget i forløbet. Der er også behandlingsgaranti. Fra man henvender sig, og til man er i behandling, går der max 14 dage.

Særligt tilbud til de unge
Og i forhold til de unge under 25 år har centret ansat særlige ungemedarbejdere, der har erfaring med ungekultur, rusmidler og afvænning. De får hjælp, hvor voksne med misbrugsproblemer, ikke kommer, og de har også eget lokale og egen indgang i afdelingen på Horsensvej. Det er nogle af de tiltag, som skal gøre det lettere for unge at søge om hjælp til at komme ud af deres misbrug.

Ungemedarbejderne samarbejder også med kommunens uddannelsesinstitutioner og rådgiver om rusmidler og behandling.

- Trods de mange tilbud går mange rundt uden at få den hjælp, de har behov for. Det er ærgerligt, når vi har så meget at byde på, siger centerlederen.

Læs mere på www.vejle.dk/rusmiddelcentervejle


----------------------

Fakta
 

Hvor mange har problemer med alkohol i Danmark?
Ca. 150.000 borgere i Danmark har et afhængigt alkoholproblem. 585.000 borgere har et problematisk eller skadeligt forbrug, og ca. 850.000 drikker over Sundhedsstyrelsens genstandsgrænse.

Hvor mange har problemer med alkohol i Vejle Kommune?

- ca. 3.000 voksne med afhængigt alkoholmisbrug, dvs. at de har svært ved at stoppe uden behandling
- ca. 12.500 voksne med et skadeligt alkoholforbrug

- ca. 2.400 børn i alkoholiserede familier
 

På landsplan kommer ca. 10 % med et behandlingsbehov i behandling. Tallet er det samme i Vejle.
 

Hvor mange har stofmisbrugsproblemer i Danmark?
Der er stor usikkerhed om antallet af stofmisbrugere. Sundhedsstyrelsen siger ca. 33.000, og Center for Rusmiddelforskning siger ca. 80.000. Et stofmisbrug tæller både misbrug af opioder (typisk morfin, heroin og metadon), men især hash og i stigende omfang også amfetamin, kokain og MDMA.

 

Hvor mange har stofmisbrugsproblemer i Vejle Kommune?

Pga. det usikre beregningsgrundlag skønner RusmiddelCenter Vejle, at der i Vejle er mellem 750 og 1.700 borgere med stofmisbrug. I Vejle søger ca. 360 årligt behandling, heraf 115 unge under 25 år.

Der er pt. indskrevet 267 borgere med stofmisbrug, heraf 58 unge under 25 år. Af de 267 borgere er ca. 130 i medicinsk substitutionsbehandling (Metadon).

På landsplan antager Sundhedsstyrelsen, at ca. 1/3 får behandling for stofmisbrug.

 

------------------------

 
 
 
 
 
 
 
 
 
Kontaktinformation

Centerleder Peter Bloch-Sørensen, telefon 29 36 30 10, mail: petbl@vejle.dk eller RusmiddelCenter Vejle, telefon 76 81 90 00.