Vejle Kommune byder beboere på plejehjem og bosteder på en god middag

 
 
 
 

Folketinget har i coronaens kølvand givet penge til, at kommunerne kan forsøde tilværelsen for beboerne på landets plejecentre og bosteder og samtidig hjælpe oplevelsesindustrien. Vejle Kommune vil invitere plejehjemsbeboere og andre sårbare grupper på middag og efterlyser lokale restauratører til at stå for maden.

 
 
 
 
måltider der styrker  (4)-1200px.jpg

Vejle Kommune søger restaurantører, som vil lave mad til kommunens mange beboere på plejecentre og bosteder.

 
 
 
 

Folketinget har afsat 500 mio. kr., hvoraf Vejle Kommune har fået 3,6 mio. kr. En del af pengene har de valgt at bruge til at give nogle af kommunens mest sårbare borgere en god madoplevelse under overskriften "Giv en restaurantoplevelse".

 

Velfærdsdirektør Anne Mette Lund er glad for håndsrækningen, som både kommer kommunens ældre på plejehjem og sårbare borgere på bostederne til gode - og kommunens mange restauratører, som inviteres til at lave og servere maden for beboerne:

 

- På grund af svære fysiske og psykiske handicaps, demens, alderdom eller psykisk sygdom kommer mange borgere på kommunens plejecentre og bosteder ikke på restaurant som alle andre. Derfor vil vi lade lokale restauratører komme til dem, så de kan dufte, smage og opleve maden i kendte og trygge omgivelser.

 

Hun tilføjer, at begivenheden samtidig hænger godt sammen med kommunens øvrige aktiviteter og initiativer for at reduceres ensomhed og højne livskvaliteten hos sårbare grupper.

 

Efterlyser restauratører
For at "Giv en restaurantoplevelse" kan blive en succes har kommunen brug for lokale restauratører og madsteder, som har tid og lyst til at lave og servere maden.

 

Og det er helt op til madstederne at byde ind med de dage og tidspunkter på dagen, der passer bedst. Det fortæller Elisabeth Nedergaard Albek, der er tovholder på projektet:

- Vi håber, at det for restauratørerne også kan være en måde at få udfyldt et hul i kalenderen i april, maj eller juni. Samtidig er man med til at give sårbare grupper en særlig oplevelse.

 

Der er også stor frihed for det enkelte madsted, når det gælder om at komme med forslag til både menu, kuvertantal og -pris, ligesom det også er valgfrit at levere maden eller lave den på stedet.

 

Interesserede skal kontakte udviklingskonsulent Elisabeth Nedergaard Albek på telefon 30 56 62 90 eller mail elnal@vejle.dk senest 17. februar. Der er også lavet en hjemmeside, som fortæller mere projektet: www.vejle.dk/restaurantoplevelse

 

 
 
 
 
 
 
 
 
 
Kontaktinformation

Velfærdsdirektør Anne Mette Lund, telefon 76 81 60 00.
Udviklingskonsulent Elisabeth Nedergaard Albek, telefon 30 56 62 90.