Pressemeddelelse
10. maj 2021
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Trekantområdet forbigået i sommerpakkeudspil: Tabte flere overnatninger end Aarhus, Odense og Aalborg tilsammen i 2020

 
 
 
 

Covid-19 har ramt Trekantområdet særdeles hårdt i 2020. LEGOLAND tabte to tredjedel af sine gæster, antallet af ankomster i Billund Lufthavn faldt med hele 95 procent, og totalt tabte Destination Trekantområdet over 1 millioner overnatninger i 2020.

 
 
 
 

Regeringen prioriterer landets fire største byer i deres udspil om en sommerpakke. En landsdel som Trekantområdet er dog mindst lige så hårdt ramt som storbyerne. Destination Trekantområdet har mistet mere end en million overnatninger i 2020, hvilket er langt mere end Aarhus, Odense og Aalborg tilsammen.


Trekantområdet efterspørger derfor en langt bedre balance i regeringens sommerpakkeudspil.


"Manglen på de udenlandske turister rammer ikke kun de store byer, men også her i Trekantområdet. Igen i år ser vi ind i en sommer uden vores gæster fra udlandet. De store konferencehoteller er især ramt af den manglede aktivitet inden for møde- og erhvervsturisme, men også de mindre overnatningssteder, restauranter og andre aktører er hårdt ramt i Trekantområdet. Vi efterspørger en bedre fordeling af regeringens sommerpakkeudspil, så flere områder bliver tilgodeset," siger Martin Perregaard-Bitsch, destinationschef i Destination Trekantområdet.


Mangler konferencerne og de udenlandske turister
Destination Trekantområdets hoteller blev i 2020 maksimalt udfordret af Corona restriktionerne, der forhindrede de mange udenlandske turister i at nå frem. Antallet af gæster i LEGOLAND faldt derfor drastisk med mere end 60 procent sidste år. Derudover var der store forsamlingsbegrænsninger på afvikling af møder og konferencer på hotellerne.


"Turismeerhvervet er ramt alle steder, hvor afhængigheden af internationale gæster og møde/konferencer er fremherskende - ikke kun i de store byer. Vi glæder os over alle de tiltag, der bliver sat i værk for at hjælpe, men vores håb er, at man vil sprede midlerne ud, så flere kan få glæde af dem," siger Martin Perregaard-Bitsch


Fakta:
• Destination Trekantområdet samler offentlige og private aktører inden for turismeerhvervet i Vejle, Kolding og Billund Kommuner i et fælles destinationsselskab.
• Formålet er at understøtte skabelsen af vækst og arbejdspladser i turismeerhvervet.
• I alt har destinationen næsten tre millioner årlige overnatninger (2019), hvilket skaber en turismeomsætning på godt seks milliarder kroner

 
 
 
 
Kontaktinformation

Martin Perregaard-Bitsch, destinationschef i Destination Trekantområdet, mobil: 2922 8196