Materialemangel i byggeriet udsætter åbning af RCV

 
 
 
 

Leveringsudfordringer på brandsikringsudstyr udskyder åbningen af RessourceCenter Vejle (RCV), der først kan slå dørene op i begyndelsen af 2023.

 
 
 
 
RCV_DroneView4K.jpg
 
 
 
 

Byggeriet af RCV har indtil nu fulgt tidsplanen, også selvom der undervejs har været udfordringer med levering af byggematerialer, fordi Corona-pandemien og krigen i Ukraine har vendt op og ned på mange forsyningskæder rundt i verdenen. Det har også haft betydning for byggeriet af RCV, hvor der flere gange har skullet tænkes i nye løsninger, fordi den planlagte leverandør ikke kunne levere.

 

-         Vi er heldigvis lykkedes med at finde hensigtsmæssige og gode alternativer, hvor der er opstået udfordringer, og opførelsen af det 19.000 m2 store byggeri har derfor indtil nu forløbet som planlagt. De indkøbte eldrevne maskiner bliver snart leveret, forskellige stålelementer bliver monteret, den store pergola bliver rejst, og det 17.000 m2 store sedumtag lægges. Med andre ord overholder vi tidsrammen, siger Søren Peschardt, formand for Klima-, Natur- og Miljøudvalget i Vejle Kommune.

 

Tager ingen chancer

Der er dog et enkelt, men væsentligt hængeparti. Trods forsøg på at finde alternative løsninger er det ikke lykkedes at finde et alternativ til en manglende vandtank, der skal levere vand til RCV's sprinkleranlæg. Det betyder, at dørene til Vejles nye ressourcecenter ikke bliver åbnet i november som forventet.

 

-         Vi tager ingen chancer med sikkerheden. Vandtanken kan først leveres til november. Herefter skal den sættes op, fyldes med vand, testes og godkendes af brandmyndighederne. Det er en proces, der tager nogle måneder. Derfor har vi valgt at udskyde åbningen til begyndelsen af det nye år. Den ekstra tid udnytter vi til gengæld til at teste og optimere yderligere, så vi er endnu mere klar til åbningen, siger Søren Peschardt.

 
 
 
 
 
 
 
 
 
Kontaktinformation

Søren Peschardt, formand for Klima-, Natur- og Miljøudvalget, Vejle Kommune.
Telefon: 24 42 58 87, e-mail: sopes@vejle.dk
 

Jonas Langer Flyvholm, projektleder, Vejle Kommune.
Telefon: 20 59 71 73, e-mail: jonla@vejle.dk