Pressemeddelelse
8. oktober 2018
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Nu skal ældre og sårbares mad peppes op

 
 
 
 

Duft, udseende og smag vækker appetitten, og derfor har Vejle Kommune sendt en række medarbejdere på madlavningskursus hos michelin-kok.

 
 
 
 

Ansatte i Vejle Kommune lærer, hvordan de gør maden så appetitlig som muligt

 
 
 
 

60 ansatte fra Vejle Kommune er på kursus hos Culinary Institute by Vejle Erhverv, hvor de er kommet under vingerne på Per Mandrup, michelin-kok og tidligere teammanager for det danske kokkelandshold. Han skal lære dem, hvordan de får maden til at glide lettere ned hos ældre og sårbare borgere.

Fælles for kursisterne er, at de er i berøring med brugerne af kommunens madtilbud på Senior-, Handicap- og Psykiatriområdet. De skal derfor lære at pifte maden op, så borgerne får lyst til at spise mere - og i det hele taget får en god mad- og måltidsoplevelse.

Dufte påvirker appetitten
- Helt konkret får de redskaber til at gøre måltidet til en totaloplevelse. For mad er meget mere end smag. Dufte har stor betydning for selve smagsoplevelsen. Ligesom madens udseende, og hvordan og hvor vi spiser, påvirker appetitten. Det handler altså både på om det, som er på tallerkenen og rundt om den. Kursisterne lærer derfor at lave mad, som appellerer til alle vores sanser, siger Per Mandrup, som i sin undervisning tager afsæt i de udfordringer, kursisterne møder i deres dagligdag.

 

Sine Rosenkilde er en af deltagerne på kurset. Til dagligt er hun pædagog på Skansebakken, hvor hun arbejder med borgere med multihandicaps, hvoraf mange får sondemad.

- Borgere, som får mad gennem en sonde, får ikke så mange stimuli, som andre, siger hun.

På kurset lærer hun, hvordan hun kan stimulere lugte- og smagssansen bedre gennem et sondemåltid. Sammen med Per Mandrup har hun fundet frem til, hvilke smagsoplevelser de kan tilbyde fra Skansebakkens eget køkken i form af olier, sirup, koncentreret saft mv.

 

- Vi bruger mundpinde, som normalt bruges til at rense munden med. Vi dypper pinden i væsken, vrider den godt op og dupper så smagen på tungen, i ganen og i mundhulen, siger Sine Rosenkilde.

Køkkenleder Vivi Juulsgaard Meyer, som arbejder i Center for Beskyttet Beskæftigelse, deltager i kurset for at få ideer til, hvordan hun og kollegaerne på Ellehøj kan få flere til at spise i centrets cafe. En indbydende portionsanretning og ændrede spisetider, så der er mere ro i cafeen, er nogle af de tiltag, de arbejder med.

Sunde og glade borgere
Madkurset er en del af Vejle Kommunes projekt "Måltider der styrker", som skal skabe bedre rammer for ældre og sårbare borgeres sundhed:

 

- Som kommune har vi en særlig forpligtelse over for de målgrupper, vi har med at gøre. Fordi vi rådgiver, laver eller sætter rammen for rigtig mange mennesker, når det kommer til den mad, de spiser. Vi ved meget om mad og sund kost. Og meget om måltiders betydninger for mennesker. Det nye i projektet er, at vi skal tænke alle de krav, der er til mad og måltider sammen, så vi får gladere og sundere borgere, siger Anne Kristensen, projektleder.

Projektet peger ind i kommunens sundhedspolitik, der har en vision om sunde borgere og lighed i sundhed, også for sårbare og udsatte grupper. Samtidig peger den ind i kommunens resiliens-strategi, der søger at udvikle svar på verdens udfordringer, herunder sociale udfordringer.

 
 
 
 
 
 
 
 
 
Kontaktinformation

Anne Kristensen, projektleder, tlf. 24 75 88 48 / Anders Møller Lauritzen, projektleder tlf. 29 11 93 52 - Vejle Kommune.
Per Mandrup, Culinary Institute by Vejle Erhverv tlf. 29 41 00 44 eller 20 64 24 62.