Samarbejdserklæringen blev underskrevet af begge borgmestre onsdag aften i byrådssalen på Vejle Rådhus, hvor den ukrainsk delegation fra byen Pervomajsk i Mykolaiv-regionen var besøg. Delegationen, som blandt andet inkluderer Pervomajsk' borgmester Oleh Demchenko, er kommet til Vejle for at udveksle erfaringer og modtage rådgivning om aktuelle spørgsmål af relevans for deres kommune. Fra ukrainsk side er der særlig interesse for de tekniske aspekter inden for vandforsyning, spildevands- og affaldshåndtering. Derfor besøger den ukrainske delegation blandt andet Vejle Spildevand og RessourceCenter Vejle (RCV). I RCV får delegationen mulighed for at opleve, hvordan et affaldssystem med en høj genanvendelsesgrad kan organiseres.
I Vejle Kommune ser man et stort potentiale i samarbejdet med den ukrainske by. Derfor underskrev Borgmester Jens Ejner Christensen og Borgmester Oleh Demchenko onsdag aften en samarbejdserklæring, som skal styrke båndene mellem byerne og fremme gensidig udvikling og erfaringsudveksling.
Borgmester i Vejle Kommune, Jens Ejner Christensen, ser frem til det nye samarbejde med Pervomajsk:
"Krigen ukrainerne kæmper er demokratiets kamp. Derfor er det for mig at se også helt naturligt, at vi indgår et tættere samarbejde med Pervomajsk Kommune, så vi kan bistå med vores viden og hjælp til at få det ukrainske samfund på fode igen. Jeg ser et stort potentiale i, at vi støtter Ukraines udvikling, og glæder mig over, at borgmester Oleh Demchenko endnu engang besøger Vejle Kommune," siger Jens Ejner Christensen. Borgmester i Pervomajsk, Oleh Demchenko, er glad for muligheden for at samarbejde med Vejle Kommune:
"Internationalt partnerskab er et af de vigtigste områder i Pervomaisk, da det giver mulighed for at realisere fælles projekter, udveksle og dele erfaringer på forskellige områder. At arbejde sammen er en succes. Samarbejdet med Vejle er endnu et skridt for vores fællesskab mod en fremtid med effektiv brug af moderne europæiske teknologier og erfaringer," siger Oleh Demchenko. Samarbejdet mellem Vejle Kommune og Pervomajsk Kommune er kommet i stand gennem det nationale Twinning-projekt, som er faciliteret og finansieret af Udenrigsministeriets Ukrainefond. Programmet har til formål at bidrage til den ukrainske genopbygning og styrke det lokale samarbejde. Flere danske kommuner har i lighed med Vejle indgået samarbejde med kommuner i Mykolaiv-regionen i regi af projektet.
FaktaVejle Kommune samarbejder med Pervomajsk Kommune, som er beliggende i det nordvestlige Mykolaiv. Byen Pervomajsk er centrum for kommunen og havde før krigen omkring 72.000 indbyggere. Kommunen har en stærk fødevareindustri, maskinproduktion og landbrugssektor samt mange uddannelsesinstitutioner, hvilket gør den sammenlignelig med Vejle. Den ukrainske delegation inkluderer borgmester Oleh Demchenko, som også deltog i et besøg i Danmark i november 2024 sammen med guvernør Vitaliy Kim og andre repræsentanter fra Mykolaiv-regionen. Formålet med delegationsbesøget er at få indsigt i dansk affalds- og vandforvaltning samt bedre at forstå dansk kultur, teknisk udvikling og sociale strukturer. Delegationen skal blandt andet besøge Vejle Spildevand, RessourceCenter Vejle, Kongernes Jelling og Spinderihallerne. Twinning-projektet er en del af et særligt samarbejde mellem Danmark og Mykolaiv-regionen i Ukraine. Programmet sigter mod at genopbygge og styrke samarbejdet mellem lokale myndigheder og borgere i begge lande. Formålet er at anvende dansk viden, nye tilgange og metoder til at inspirere ukrainske kommuner i deres udviklingsarbejde. |