Pressemeddelelse
19. marts 2021
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Jobcentret er i fuld sving – ringer til 750 virksomheder

 
 
 
 

Jobcenter Vejle har netop afsluttet en stor ringekampagne, der skal afdække, hvordan de bedst kan hjælpe kommunens virksomheder både nu og i de kommende måneder. 

 
 
 
 
Jobcenter Vejle.jpg

Jobcenter Vejle har ringet til 750 virksomheder i de seneste uger.

 
 
 
 

Hvilken arbejdskraft har erhvervslivet i Vejle Kommune brug for lige nu og det næste halve års tid? Og hvad er deres behov for opkvalificering? Det er Jobcenter Vejle blevet klogere på gennem de seneste uger, hvor de har ringet til 750 virksomheder, for at få svar på netop de spørgsmål.

 

På grund af Covid19 kan Jobcenter Vejle ikke besøge lokale virksomheder, i det omfang de plejer. Derfor har det været nødvendigt at finde alternativer til at bevare og vedligeholde samarbejdet med det lokale erhvervsliv. Det er baggrunden for den omfattende ringekampagne, man netop har afsluttet og nu er ved at følge op på.

 

Formanden for Arbejdsmarkedsudvalget, Anja Daugaard (LA), synes godt om initiativet.

 

"Jeg synes, det giver rigtig god mening. For det er utrolig vigtigt, at vi hele tiden er opmærksomme på virksomhedernes behov, og at de samtidig ved, de har en stærk samarbejdspartner i Jobcenter Vejle. Det gælder ikke mindst i en situation som nu, hvor mange er udfordret af corona-situationen og har ekstra brug for den service, de kan få hos jobcentret", forklarer hun.

 

Hun opfordrer samtidig virksomheder til at kontakte jobcentret, hvis de har spørgsmål. Det kan være om rekruttering og opkvalificering, eller om en konkret udfordring de har pga. af corona-situationen. De kan kontakte jobcentret på 76 81 62 00.

 

Ringekampagnen er et af flere initiativer på arbejdsmarkedsområdet, som skal understøtte behovet for arbejdskraft i Vejle Kommune. Der har tidligere været afviklet lignende kampagner - senest foråret 2020 - med god effekt.

 

Fakta
Hovedformålene med ringekampagnen er at:
- undersøge hvordan jobcentret kan hjælpe virksomheder, der er særligt ramt af corona-situationen.
- afdække virksomhedernes behov for rekruttering nu og 3-6 måneder frem.
- vejlede virksomhederne om, hvordan de kan bruge Jobcenter Vejle som deres fortrukne rekrutteringspartner.
- afdække virksomhedernes behov for opkvalificering inden for områder, der mangler arbejdskraft.

 
 
 
 
 
 
 
 
 
Kontaktinformation

Anja Daugaard (LA) - Formand for Vejle Kommunes Arbejdsmarkedsudvalg
Mail: anjda@vejle.dk
Mobil: 21 49 24 96