Stil din bil på samkørselspladserne og hop gratis på bussen

 
 
 
 

Vejle Kommune og Sydtrafik er klar med et nyt mobilitetsforsøg til bil-pendlere, der hver dag kører til Vejle: Stil bilen på samkørselspladserne ved Vejle Nord og Syd og tag bussen gratis ind til byen i morgentimerne - og tilbage igen. Vejle Park and Ride er et forsøg på at skabe mere plads på vejene inde i byen.

 
 
 
 
Vejle Park and Ride.jpg
 
 
 
 

Arbejder du inde i Vejle by, kender du sikkert alt til de lange køer på indfaldsvejene og langsom trafik gennem stort set hele byen i myldretiden. Der bliver hele tiden arbejdet på at forbedre trafiksituationen, og en af måderne, vi kan gøre det på, er ved at reducere antallet af biler på vejene.

 

- Vejle er en attraktiv by at bo, handle og arbejde i, og det sætter byen under pres. Samtidig har vi vedtaget en klimaplan og en mobilitetsplan, der begge har som mål at begrænse bilerne i midtbyen. Vejle Park and Ride er et godt værktøj i den målsætning, siger Gerda Haastrup Jørgensen, formand for Teknisk Udvalg i Vejle Kommune.

 

Forsøget tester efterspørgslen

Derfor forsøger Vejle Kommune nu at lokke flere bil-pendlere over i busserne - inden de når helt ind til byen. I Vejle ligger der to samkørselspladser i hhv. nord over for Bilka og i syd ved Grønlandsvej, begge steder lige ved motorvejsafkørslerne, og begge pladser har også et stoppested, hvorfra du kan tage linje 4 ned i byen.

 

- Forsøget er samtidig en lakmustest på, om vi som bilister er villige til at stille vores biler i udkanten af byen og dermed være med til at nedbringe antallet af biler i midtbyen. Det er både godt for klimaet, miljøet, trafikken og for folkesundheden, understreger Gerda Haastrup Jørgensen.

 

For at kunne komme hurtigt og billigt i gang med at teste efterspørgslen, har kommunen valgt en helt analog løsning: Når du stiger på bussen ved samkørselspladserne, skal du ikke købe billet eller tjekke ind, men i stedet får du udleveret en lille polet hos chaufføren. Den beholder du i lommen eller i nøglebundtet, indtil det igen er tid til at køre tilbage til din bil, hvor du afleverer poletten til chaufføren ved indstigning.

 

Gøre en forskel for pendlerne

- Valget er faldet på denne lidt 'gammeldags' løsning, fordi det betyder, at vi kan komme til at teste ideen hurtigt og enkelt. Samtidig kan vi få data på brugen af det nye tilbud: Chaufførerne indsamler de afleverede poletter og tæller dem, når deres vagt er slut, fortæller Jette Lauridsen, der er afdelingschef for Kunde og Marked i Sydtrafik. Hun fortsætter:

 

- Vi tror på, at vi kan gøre en forskel for pendlerne. Det er ikke sikkert, at man i første omgang kommer hurtigere frem med bussen, der jo også kan sidde fast i trafikken. Men i bussen er tiden mere din egen, og du kan slappe af. Og hvis mange nok bruger tilbuddet, bliver der også bedre plads på vejene.

 

Forsøget begynder 1. december og kører ind til december 2023. Det gælder i første omgang kun på linje 4 i tidsrummet kl. 06-10 på hverdage og med udgangspunkt i stoppestederne ved samkørselspladserne ved Vejle Nord og Syd.

Der arbejdes på at udvide forsøget til også at omfatte linje 6 fra Cirkuspladsen i den vestlige ende af Vejle.

 

Læs mere hos Sydtrafik.

 
 
 
 
 
 
 
 
 
Kontaktinformation

Gerda Haastrup Jørgensen, formand for Teknisk Udvalg, tlf.: 23 46 18 94

Jette Lauridsen, afdelingschef for Kunde og Marked i Sydtrafik, tlf.: 23 71 02 50