Strandgade-virksomheder lægger facader til kunstværk

 
 
 
 

Fem virksomheder langs Strandgade, hvor 3. etape af Tour de France skydes i gang, er sammen med Vejle Kommune fælles om at skabe et farverigt kunstværk som en hyldest til cykelsporten.

 
 
 
 
Tour de France - Strandgade kunstværk.png
 
 
 
 

Gråt og en lille smule anonymt. Det er sådan, de fleste kender murene ind til virksomhederne langs Strandgade på havnesiden. Men inden for den næste måned er murene forvandlet til farverigt kunstværk skabt af kunstneren Thorgej Steen Hansen.

 

Hyldest til cykelsporten

- Søndag den 3. juli kommer erhvervsområdet på Vejle Havn til at danne rammen for den største begivenhed i Vejle Kommunes historie. Nemlig når 3. etape af Tour de France triller ud af Strandgade. Derfor vil vi gerne hylde cykelsporten og give tilskuerne noget smukt at se på. Heldigvis er både Vejle Havn og en række virksomheder på strækningen med på idéen om at lade en kunstner udsmykke deres facader, siger Gerda Haastrup Jørgensen, formand for Teknisk Udvalg.

 

Dynamisk startzone

Ud af en række kunstnere faldt valget på Thorgej Steen Hansen, der arbejder med udsmykninger i signalfarver inspireret af historiske cykeltrøjer. Han siger selv om sit værk:

 

"Min idé er at skabe en dynamisk startzone, der kan vække tanker om fart og rytmisk bevægelse til live via farvesætninger af udvalgte facadepartier på strækningen. Farvesætningerne har afsæt i mit eget abstrakt-konkrete udtryk, som jeg til lejligheden har valgt at mikse sammen med inspiration hentet fra et lille, men eksklusivt udvalg af cykeltrøjer."

 

En historisk dag i Vejle

Virksomheden Jørgensen & Utoft er en af de virksomheder, der kommer til at lægge facade til de farverige streger.

 

- Vi blev spurgt, om vi havde lyst til at deltage, og det havde vi naturligvis. Vi glæder os til Tour-starten og vil gerne være med til at skabe en festlig ramme om hele arrangementet. Det bliver en historisk dag i Vejle, siger Morten Bech, der er direktør for Jørgensen & Utoft.

 

Værket er ikke kun en hyldest til Tour de France, men til cykelsporten helt generelt.

 

Kommunen opfører og reetablerer

- Vi har haft et rigtigt godt samarbejde med virksomhederne om idéen. De lægger facader til værket, som på en æstetisk spændende måde markerer Vejle som cykelby både under og efter Tour de France. Til gengæld sørger vi både for opførelsen af værkerne og for at reetablere området, hvis det ønskes i fremtiden, siger Lisbet Wolters, stadsarkitekt i Vejle Kommune.

 

Vejle Kommune har øremærket 300.000 kr. til projektet, og herudover bidrager Statens Kunstfond med 200.000 kr.

De fem virksomheder, der lægger facade til kunstværkerne, er: Fremtidsværkstedet, Brenntag, Jørgensen & Utoft, Maskinværkstedet og Lhoist Faxe Kalk.

 
 
 
 
 
 
 
 
 
Kontaktinformation

Gerda Haastrup Jørgensen, formand for Teknisk Udvalg, tlf. 23 46 18 94

Morten Bech, Jørgensen & Utoft, tlf. 24 20 02 26

Lisbet Wolters, stadsarkitekt i Vejle Kommune, tlf. 20 22 94 68