P R E S S E N O T I T S fra Økolariet 24. maj 2017

 

God smag i naturen - VILD MAD

 
 
 
 

Naturen er fyldt med gode oplevelser - også smagsoplevelser. Søndag den 4. juni kl. 14-17 kan du tage med naturvejleder Finn Lillethorup, Økolariet på en tur i skovene ved Engelsholm, hvor det handler om at finde de gode smagsoplevelser, der gemmer sig ude i naturen. Her i foråret og forsommeren er det specielt de friske urter, der er fokus på i jagten efter gode smagsoplevelser.

 
 
 
 
IMAGE

Skovsyre er en af de vilde planter, der byder på en fin smagsoplevelse (billedet må benyttes frit – fotograf Finn Lillethorup)

 
 
 
 

De seneste år har der været stor opmærksomhed omkring det at finde smagsoplevelser i naturen, og det nye nordiske køkken er en af de begreber, der har været fokus på blandt kokke og madelskere i det hele taget. På turen gennem det meget varierede landskab ved Engelsholm skal vi både i skoven, på engen og på heden for at kigge efter hvilke planter/urter, der byder sig til.

 

Begrebet "at sanke" er blevet aktuelt igen - dvs. det at samle i naturen til eget behov. Der er en stor tilfredsstillelse ved selv at kunne samle råvarer til sin mad. Turen kan bruges som en introduktion til selv at tage på sanke-tur, og Finn Lillethorup vil give tips og tricks til, hvordan man gør i praksis. I dag er der fx god hjælp at hente på nettet og i forbindelse med turen vil der blive præsenteret en ny app, som netop er blevet udviklet for interesserede i vild mad.

 

På turen vil naturvejleder Finn Lillethorup præsentere nogle af de urter, der kan bruges i køkkenet og fortælle lidt om, hvordan de bedst samles og tilberedes. Undervejs på turen vil vi også samle lidt ind, så turen kan afsluttes med en lille smagsprøve på noget af det naturen kan byde ind med.

 

Arrangementet starter fra den store p-plads lige før Engelsholm Slot, Engelsholmvej, Bredsten. Turen er åben for alle, og tilmelding er ikke nødvendig.

 

Se evt. mere på Økolariets hjemmeside: www.okolariet.dk

 
 
 
 
Kontaktinformation

Naturvejleder Finn Lillethorup, Økolariet

tlf. 2178 2103

finli@vejle.dk

 
 
 
 
 
 
 

Økolariet
Dæmningen 11 - 7100 Vejle - Tlf.: 76 81 20 60 - Mail: okolariet@vejle.dk