Vandel viser vejen til et bedre klima

 
 
 
 

Det bobler af aktivitet i Vandel Klimalandsby, og de første målinger viser solid opbakning til projektet.

 
 
 
 
Vandel 1.jpg

Det bobler af aktivitet i Vandel, bl.a. i byens repaircafé.

 
 
 
 

Da Vandel blev udnævnt som Klimalandsby sidste sommer, var der glæde og begejstring hos borgerne. Seks måneder senere viser de første målinger, at opbakningen til at være med og til at engagere sig i projektet fortsat er stor.

 

I en rapport fra Rambøll har 202 husstande ud af landsbyens i alt 397 husstande svaret, at de 'i høj grad' eller 'i nogen grad' har lyst til at deltage i projektet. En borger udtaler anonymt, at det skaber omtale og gør borgerne stolte, at Vandel er med til at lede vejen til et bedre klima.

 

Evidens for effekt

- Vi har i Udvalget for Lokalområder og Nærdemokrati valgt, at Rambøll skal foretage baseline målinger, så vi har noget konkret at måle indsatsen efter. Hvis arbejdet med Klimalandsbyen Vandel skal være med til at skabe ringe i resten af kommunen, er det vigtigt, at vi har evidens for effekten, siger Thyge Havgaard Bjerring, formand for udvalget, der samtidig glæder sig over, at så mange husstande fortsat er positive over for projektet i Vandel.

 

Vandel gør det godt

Hos Vejle Kommune er projektleder Maren Marie Pilegård Andersen ligeledes glad for de positive tilbagemeldinger:

 

- De gør det godt i Vandel og de værdsætter virkelig klimalandsby-projektet.

 

- Ting tager tid at få i gang, men nu begynder det at rykke. De har eksempelvis gang i elcykler, lokale producenter, samarbejder med det lokale erhvervsliv, klimahaver og en repaircafé. Sidstnævnte café ser i øvrigt ud til at blive et centralt samlingspunkt og har sat gang i en masse nye ideer såsom muleposer syet af bannere og en lokal byttebank. Ideerne begynder at tage fart, og det er tydeligt, at de lokale i Vandel virkelig har fanget tankegangen om mindre forbrug i hverdagen, fortæller hun.

 

Fjernvame på vej i år

Ud over opbakningen til projektet er der også blevet målt på el-forbrug, varmeforbrug, transport, affald og fødevarer. Selv om omkring 150 husstande i Vandel allerede har skrevet sig på til fjernevarme, så bliver det først installeret i 2022, og vi forventer således at kunne se en stor effekt på CO2-beregningen når vi følger op igen i slutningen af i år. Til gengæld har mange i Vandel allerede lavet en del energirenoveringer og for eksempel udskiftet gamle vinduer eller fået lavet isolering. Det er supergodt.

 

Indsats på transport batter

Ændrede og mere grønne transport- og kostvaner er ligeledes områder, som vil kunne ses på CO2-udledningen, siger Maren Marie Pilegård Andersen.

 

- Når borgerne spørger mig, hvor det batter mest at gøre en indsats i forhold til klimaet, svarer jeg som regel transport i hverdagen. Mange har to biler i garagen, og kan man skifte til en elbil, reducere det til en bil, eller sænke mængden af kørsel igennem fx samkørsel eller ved at cykle, så kan man komme langt.

 

Fakta: Borgermøde:

Bliv klogere på, hvordan det går med CO2-udslippet i Vandel, når medarbejdere fra Vejle Kommune fortæller om de første CO2-målinger og tilbagemeldinger. Mødet er målrettet borgere og virksomheder i Vandel, men alle er velkomne.

Det sker mandag den 21. februar klokken 16.30-18.30 i Vandel Idrætshal. Tilmelding til Maren Marie Pilegård Andersen på mamaa@vejle.dk senest 18. februar.

Læs mere om Klimalandsbyen Vandel: Om Vejle Klimalandsby-projektet - Vejle Kommune

 

Fakta: Skal din landsby også være grøn?

Kan du samle en gruppe aktive i dit lokalområde eller din landsby - det kan også være naboerne fra din villavej - så tag fag i Maren Marie Pilegård Andersen fra Vejle Kommune. Hun kan hjælpe jer med at komme godt i gang med klima-tiltag, og I kan blive en del af et netværk, hvor I kan udveksle erfaringer med hinanden.

Kontakt projektleder Maren Marie Pilegård Andersen på telefon 21 84 35 68 og mamaa@vejle.dk.

 
 
 
 
 
 
 
 
 
Kontaktinformation

Maren Marie Pilegård Andersen, projektleder, tlf.: 21 84 35 68, mamaa@vejle.dk