Invitation til dialogmøde om vand i Vejle

 
 
 
 

Klima-, Natur- og Miljøudvalget inviterer sammen med forvaltningen til stort dialogmøde 7. marts i Spinderihallerne 

 
 
 
 
 
 
 
 

Den 6. februar gik det helt galt med vandmasserne i Vejle. Det betød oversvømmede huse, butikker, gader og veje, jordskred, vejspærringer og strømafbrydelser. Masser af arbejde og tabte værdier. Vejle blev billedet på, hvor svært det er at beskytte sig mod vandet trods store investeringer.

Derfor inviteres Vejles borgere og forretningsdrivende nu til dialogmøde. Bag invitationen står Klima-, Natur- og Miljøudvalget sammen med forvaltningen, og mødet foregår i Spinderihallerne torsdag 7. marts kl. 19.

 

- På mødet vil vi først og fremmest høre borgernes og de erhvervsdrivendes fortællinger om mødet med vandmasserne, siger Søren Peschardt, formand for Klima-, Natur- og Miljøudvalget. Vi vil meget gerne i dialog med dem og høre deres ideer til løsninger. Ideer som vi måske ikke selv har fået øje på.

Teknik & Miljø vil også gerne fortælle om planerne og de mange tiltag, der allerede er taget. Initiativer som pumper, sluser og vandparkering, der har reddet byen fra oversvømmelse ad flere omgange.

Men denne gang var det ikke nok. Vandmasserne var for massive med næsten 62 mm vand på godt et døgn mod normalt 50 mm i hele februar. Og med fyldte åer og vandmættede jorder.


Langt fra færdige


- De store vandmasser i Vejles gader viser, at vi langt fra er færdige med at sikre mod, at der kommer mere og mere vand, siger Søren Peschardt. Vi skal være dygtigere til at holde vandet tilbage, der hvor det gør mindst skade og måske endda gavner. Løsninger kan f.eks. være at leje jord strategiske steder i Grejs til vandparkering og arbejde med de fredede områder.

- Også inde i byen er vi nødt til at kigge på nye tiltag, f.eks. flere vandreservoirer og relevante vandveje, hvor vi kan lede vandet gennem byen og måske forsinke det i en periode.

- Men lige nu handler det om at få alle ideer på bordet. Vi håber, at rigtig mange af de borgere, der på en eller anden måde er berørt, vil møde op og være med til at diskutere, hvordan vi kommer videre, siger Søren Peschardt.

 
 
 
 
 
 
 
 
 
Kontaktinformation

Søren Peschardt, formand for Klima-, Natur- og Miljøudvalget, tlf. 24 42 58 87, sopes@vejle.dk

Michael Sloth, direktør for Teknik & Miljø, tlf. 20 44 69 70, mislo@vejle.dk