Pressemeddelelse
11. februar 2021
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Naturen bevæger Vejle

 
 
 
 

En ny undersøgelse viser, at borgerne i Vejle Kommune elsker naturen endnu mere end tidligere. Coronakrisen har for alvor åbnet vores øjne for naturens værdi, og det øger behovet for inspiration til aktiviteter i udelivet. Den inspiration leveres i den nye kampagne 'Vejle i bevægelse'.

 
 
 
 
E_F_04.jpg
 
 
 
 

Borgerne i Vejle Kommune lægger ikke skjul på, at de faktisk elsker naturen mere end tidligere, og de har i høj grad taget udelivet til sig under corona-nedlukningen. Vejle Kommune har gennemført en helt frisk undersøgelse, som viser, at hele 66 procent værdsætter naturen og kommunens grønne områder endnu mere, end de gjorde før coronakrisen.

 

- Vores nye undersøgelse viser også, at naturen generelt har stor eller meget stor betydning for 87 procent af os. Samtidigt er der sket en glædelig ændring under coronakrisen: Undersøgelsen viser nemlig, at folk, som tidligere meget sjældent kom ud i naturen, nu kommer ud flere gange om ugen eller endda hver eneste dag, fortæller Karl Erik Lund, der er formand for Natur- og Miljøudvalget i Vejle Kommune.

 

Vejle i bevægelse

Den lange coronakrise, og det, at vi nu befinder os i den anden nedlukning af samfundet, trækker dog store veksler på alle. Derfor lancerer Vejle Kommune en ny kampagne; 'Vejle i Bevægelse', hvor der præsenteres en bred palette af inspirerende ideer og oplæg til at komme ud - lige meget hvem man er, og hvor man er i livet.

 

- Vi ser i dag færre venner og familiemedlemmer, mange arbejder og studerer hjemmefra. Det udfordrer de flestes hverdag, og vi begynder at kunne se, at det får konsekvenser for vores sundhed og trivsel, siger Peder Hummelmose, der er formand for Sundheds- og forebyggelsesudvalget i Vejle Kommune.

 

- Så nu vil vi servere en masse ideer og oplæg, der kan få os ud og bevæge både sind og krop. Husk: Al bevægelse tæller, siger Peder Hummelmose, og opfordrer til, at man melder sig til facebookgruppen 'Vejle i bevægelse', der henover vinteren og videre ind i foråret vil blive fyldt med mange inspirerende oplæg, som henvender sig til alle borgere i kommunen - lige fra de helt små og til de ældste.

 

Stigning i udelivet

Der er heldigvis masser af vidunderlig natur i og omkring Vejle, som kan bruges til de mange forskellige udelivsaktiviteter. Og naturen har altid vægtet højt for borgerne i Vejle Kommune.

 

- Vi kan se, at vores natur er blevet endnu mere besøgt under coronakrisen. Bookinger af shelters og besøg på vores online medier viser, der er sket en fordobling af trafikken igennem hele 2020, siger Karl Erik Lund.

 

De mange naturbrugere fylder naturligvis mere i landskabet, og derfor er det vigtigt at vise hensyn overfor alle, der har behov for at være i udelivet og nyde naturen.

 

- Vi oplever heldigvis en forandring i den måde, vi bruger naturen. Mere end hver femte borger i kommunen har ændret sit udeliv som følge af coronakrisen. I dag udforskes flere, nye steder, og horisonten udvides i forhold til, hvordan naturen kan bruges, siger Karl Erik Lund, og påpeger, at det specielt nu er vigtigt, at vi spreder os i udelivet og ikke stimler sammen på de mest populære udflugtssteder.

 

 

 

Box: Find inspiration til din tur ud i udelivet

På www.udeliv.vejle.dk kan du finde en komplet oversigt og beskrivelse af Vejle Kommunes i alt 650 km vandreruter, 1.100 km cykelruter, 50 km rideruter, 190 kvadratkilometer skov - heraf er godt 25 områder med stilleskov, 9 strande, 18 naturlegepladser, 50 shelters-, telt- og bålpladser og meget, meget mere.

Og på www.vejle.dk/borger/oplev-og-fritid/aktiv-i-naturen, er der yderligere inspiration til masser af muligheder for at opleve nogle vidunderlige timer i naturen.

 

 

BOX: 5 gode råd til udelivet

  • Vi er mange i naturen lige nu, så vis hensyn og send et smil til dem, du møder på din vej
  • Der er forskel på offentlige arealer og private. Der, hvor stier og ruter går gennem private arealer, må du kun færdes mellem kl. 06:00 morgen til solnedgang.
  • Du skal holde hunden i snor, med mindre du tager i hundeskoven.
  • Husk at tage dit affald med dig.
  • Det er ikke tilladt at fodre græssende dyr i indhegningerne.
     
 

Vedhæftede filer

logo_ViBevægelse_gul-blå.jpg
 
 
 
 
Kontaktinformation
  • Karl Erik Lund, formand for Natur og Miljøudvalget, Vejle Kommune
    Tlf: 21 54 83 37 // mail: kaelu@vejle.dk
  • Peder Hummelmose, formand for Sundhed og Forebyggelse, Vejle Kommune
    Tlf: 40 21 02 86 // mail: pehum@vejle.dk
  • Klaus Enevoldsen, afdelingsleder Natur & Udeliv.vejle.dk
    Tlf: 2043 51 30 // mail: klaen@vejle.dk