Pressemeddelelse
25. juni 2020
 
 
 
 
 
 
 
 
 

”Det er helt uvirkeligt!”: Her er de nye Gauerslundhaller

 
 
 
 

To nye idrætshaller, et springcenter, et fitnesscenter, et udvidet café- og opholdsområde i kombination med de allerede eksisterende faciliteter vil i fremtiden danne de ideelle rammer omkring ungdoms- og foreningslivet samt Fælleshåbskolen i Gauerslund.

 
 
 
 
 

Visualisering af Gauerslundhallerne af Constructa Rådgivende Ingeniører og Arkitekter A/S.

 
 
 
 

Borgerne og foreningslivet i Gauerslund har i den grad fået noget at glæde sig til, når de i 2021 får to nye idrætshaller. Vinderprojektet er netop fundet og bag det står det rådgivende arkitekt- og ingeniørfirma Constructa A/S sammen med totalentreprenør PS Lundgaard A/S.

 

Det er en gruppe af lokale repræsentanter fra Gauerslund, der sammen med Kultur- og Idrætsudvalget og direktionen i Vejle Kommune har valgt vinderprojektet.

 

- Valget faldt på Constructa og PS Lundgaard først og fremmest for deres store fokus på åbenhed og fleksibilitet. Samtidig har de formået at skabe en fantastisk synergi mellem skolen og hallerne. Constructa og PS Lundgaard har set de behov, foreningerne og skolen har, samtidig med de har formået at tænke længere, end hvad vi troede var muligt, siger Dan Arnløv Jørgensen, formand for Kultur- og Idrætsudvalget i Vejle Kommune.

 

Multianvendelige rum, åbenhed og transparens

 

Arkitekt Peter Stigaard MAA fra Constructa beskriver projektet som en kæmpe mulighed for lokalmiljøet for at øge sin sammenhængskraft ved at forstærke fællesskabet på tværs af aktiviteter, aldre og interesser.

 

- Vi har haft stort fokus på at skabe rum, som er multianvendelige, og som kan bruges hele døgnet, året rundt. Vi har tilstræbt en stor grad af åbenhed og transparens i byggeriet, så man oplever et sammenhæng og et naturligt tilhørsforhold til stedet. De eksisterende faciliteter er koblet sømløst sammen med nybygningen ved bl.a. at fremhæve koblingen mellem inde og ude og herved skabe et åbent og indbydende miljø. Det nye byggeri skaber en overordnet identitet for hele centret og vi glæder os til samarbejdet med Vejle Kommune om at få skabt de ideelle rammer for skole-, forenings- og fritidslivet i Gauerslund, siger Peter Stigaard.

 

Lokal begejstring

 

Henrik Sørensen og Christina Spanggaard fra den lokale projektgruppe har svært ved at få armene ned over projektet. De er særligt begejstrede for, at de nye haller på grund af de store hejsevægge mellem de to haller åbner op for et hav af anvendelsesmuligheder.

 

- Det er helt uvirkeligt, at vi står med et så fantastisk projekt! Vi er stolte over, at det er lykkedes at skaffe bedre forhold til alle vores lokale foreninger. Vi får både bedre træningsforhold i det daglige, samtidig med at vi får muligheden for at lave større indendørsstævner. Og så får vi ikke mindst et samlingssted, hvor vi kan skabe fællesskaber på tværs af foreninger og borgere. Det liv glæder vi os til at se udfolde sig, siger de i en fælles udtalelse.

 

Byggeriet forventes at stå færdigt i 2. halvår 2021.

 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Visualiseringer af Gauerslundhallerne af Constructa Rådgivende Ingeniører og Arkitekter A/S.

 
Kontaktinformation

Dan Arnløv Jørgensen, tlf. 25 47 35 35

Christina Spanggaard, tlf. 60 60 43 38

Peter Sigaard, tlf. 28 76 39 55