Pressemeddelelse
20. maj 2021
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Vejle Fjordfestival melder klar til sommeren

 
 
 
 

Igen i år kan borgere i Vejle og omegn se frem til musik, vandaktiviteter, design og meget mere i Fjordbyen til sommer. Der er lavet en sikkerhedsvurdering og plan for afviklingen af årets Vejle Fjordfestival 28.-29. august.  

 
 
 
 
broen.png
 
 
 
 

For mange er sommer lig med gode stunder, samvær og vand. Sådan bliver det også i år, når Vejle Fjordfestival fylder Fjordbyen med koncerter, gadeteater, street-food og vandaktiviteter fra 28.-29. august.

 

Der bliver på den måde noget at se frem til, mener formand for Kultur- og Idrætsudvalget Dan Arnløv Jørgensen, som allerede nu glæder sig over, at borgerne får udsigt til lokale kulturoplevelser:

 

-   Det er fantastisk, at vi nu kan se frem til Vejle Fjordfestival. Vi er nødt til at holde gang i vores lokale kulturliv, og her er fjordfestivalen en vigtig spiller, der giver plads til forskellige kulturaktører. Det giver også en mangfoldighed, at der både er noget for designkendere, koncertgængere og madelskere, så jeg håber, at flere vil gribe muligheden for at opleve kulturen igen.

 

Vejle Fjordfestival arrangeres i et samarbejde med blandt andet Trekantområdets Festuge, de maritime foreninger og flere af byens kulturaktører. Den har tidligere trukket mere end 15.000 gæster til Fjordbyen, mens cirka 400 mennesker har bidraget til festivalen hvert år.

 

Ny opdeling skal give tryghed
Gæsterne vil i år opleve, at Vejle Fjordfestival er indrettet lidt anderledes. På Havneøen og ved Fjordenhus vil der være et større koncertområde, mens promenaden vil huse Upcomers Design-marked. Madboderne fordeles ud på området og lystbådehavnen, og der kommer to mindre scener.

 

Den indretning skal sprede folk ud på hele pladsen, fortæller Kulturkonsulent og festivalleder for Vejle Fjordfestival Thomas Schiødt, som uddyber:

 

-   Efter rådgivning fra sikkerhedskonsulenter og politi har vi lavet en plan A, B og C for årets Vejle Fjordfestival, så vi hurtigt kan tilpasse os efter situationen, uden at vi går på kompromis med festivalens værdier og samtidigt tager hensyn til Fjordbyens beboere. Det skal gøre det trygt for gæsterne at deltage i Vejle Fjordfestival, hvad end de skal til koncert, på marked eller ud at spise.

 

Årets festivalprogram er på vej. Men der er, ifølge Thomas Schiødt, endnu plads til forslag til, hvad der skal foregå i løbet af de to festivaldage. Desuden er det muligt at hjælpe som frivillig.

 

Forslag og tilmelding som frivillig sendes til thsch@vejle.dk

 
 
 
 
 
 
 
 
 
Kontaktinformation

Dan Arnløv Jørgensen, Formand for Kultur- og Idrætsudvalget, tlf. 2547 3535

Thomas Schiødt, Kulturkonsulent og festivalleder for Vejle Fjordfestival, tlf. 2726 1917