Drop mobilen på skolevejen, forældre

 
 
 
 

Mange forældre er optaget af deres mobil, når de kører på skolevejene, viser en ny undersøgelse. Drop mobilen og hold i stedet øje med de børn, der er på vejen, lyder det i en aktuel kampagne "Børn på vej".

 
 
 
 
boern-paa-vej-plakat2021.jpg
 
 
 
 

I disse dage vender skolebørnene tilbage, og det betyder, at skolevejene i Vejle Kommune atter fyldes med trafik. Det kræver ekstra opmærksomhed, men det er ikke alle, der har fokus på trafikken hele tiden. I en ny undersøgelse fra Rådet for Sikker Trafik svarer 34 pct. af forældrene, at de har oplevet, at andre forældre var så optaget af deres mobil, at de ikke så sig for, når de skulle videre. Og det er både farligt og ulovligt.

 

Forældre er rollemodeller

I Vejle Kommunes netop vedtagne trafiksikkerhedsplan for de kommende år har vi et mål om, at 75 pct. af skolebørnene går eller tager cyklen i skole i 2024. Men skal målet nås, kræver det, at både børn og forældre er trygge ved skolevejen og ved de øvrige trafikanters adfærd. Med kampagnen "Børn på Vej" bliver forældrene mindet om at fjerne blikket fra mobilen under kørslen, ligesom politiet tropper op på skolevejene med ekstra kontrol for at holde øje med, om det sker.

 

- Vi prioriterer etablering af cykelstier og hastighedsdæmpende tiltag omkring vores skoler meget højt. Samtidig gør skolernes skolepatruljer et fantastisk stykke arbejde, men dette skaber ikke en sikker skolevej alene. Opmærksomheden fra de øvrige trafikanter er lige så afgørende. Forældrene har en vigtig opgave i at være rollemodeller, skabe tryghed og at passe godt på de små trafikanter. Det gør de blandt andet ved at lægge mobiltelefonen langt væk under kørslen, siger Christian Sellebjerg, projektleder, Anlæg og Infrastruktur, Vejle Kommune.

 

Din adfærd smitter
Når forældre bruger håndholdt mobil og ikke ser sig for, så kan de være til ulempe og fare for andre i trafikken. Men deres adfærd kan også betyde, at endnu flere børn begynder at bruge deres mobil håndholdt, når de færdes på egen hånd i trafikken. For voksnes adfærd smitter.

 

- Når man har afleveret sit barn, er der stadig mange andre børn, der ser, hvad du gør i trafikken. Det er vigtigt at huske, så ens egne dårlige vaner ikke spreder sig. Den dag, hvor børnene skal færdes alene, skal de helst have sikre trafikvaner og ikke være optaget af deres mobil, når de cykler afsted, siger Rosa Nissen, projektleder i Rådet for Sikker Trafik.

 

Om kampagnen:

I august sætter Vejle Kommune i samarbejde med Rådet for Sikker Trafik fokus på de mange skolebørn, der er i trafikken. Det sker med kampagnen "Børn på vej", der kan ses på skilte langs skolevejene.

 

Desuden får skolebørnene undervisningspakker, som de kan bruge til at undervise børnene i, hvordan man færdes sikkert i trafikken.

 

Sideløbende med kampagnen gennemfører politiet kontrol på skolevejene.

 

Find gode råd til at lære dit barn at færdes sikkert i trafikken https://www.sikkertrafik.dk/boern-unge/til-foraeldre

 

Læs Vejle Kommunes trafiksikkerhedsplan.

 
 
 
 
 
 
 
 
 
Kontaktinformation
  • Rosa Nissen, projektleder, Rådet for Sikker Trafik: 61 65 04 43
  • Lotte Kahl, kommunikationsmedarbejder, Vejle Kommune, 24 91 82 73