Pressemeddelelse
27. april 2020
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Vejle fremrykker bygge- og anlægsprojekter for millionbeløb

 
 
 
 

Fremrykningen af anlægsprojekter skal holde en hånd under små- og mellemstore virksomheder, der er udfordret af corona-situationen.

 
 
 
 
 
 
 
 

Byggepladser står stille, håndværkere er sendt hjem og det, der indtil for nylig var sunde lokale arbejdspladser, er nu under stigende pres fra coronakrisen.

 

I Vejle Kommune ønsker man, at gøre sit for at holde hånden under erhvervslivet, så der også er mange lokale arbejdspladser, når coronaens usynlige tåger letter.

 

Vejle Byråd har derfor besluttet at fremrykke en række anlægs- og vedligeholdelsesprojekter, så håndværkeren igen kan trække i Kansas-bukserne og maleren kan svinge penslen i år frem for næste år.

 

Anlægsloft sat frit
De seneste uger har kommunens forvaltning gennemgået de kommende anlægsprojekter i 2020 og i efterfølgende år. Denne gennemgang har nu ført til, at byrådet har besluttet, at anlægsprojekter til en værdi af 19,3 millioner kroner bliver fremrykket fra 2021 til 2020.

 

Byrådet godkendte desuden en tillægsbevilling på 25 mio. kr., så der tilsammen bliver sat anlægsprojekter i søen for 44,4 mio. kr. Derudover fremrykkes der 15 mio. kr. til vedligeholdelse af asfalten på kommunes veje.

 

- Jeg er meget tilfreds med, at vi nu fremrykker anlægsprojekter for et stort tocifret millionbeløb. Vi er meget optagede af at understøtte lokale erhverv og de fremrykkede projekter vi nu har godkendt, kan være en hjælp for virksomhederne til at klare sig igennem corona-situationen med gode lokale arbejdspladser i behold, siger Vejles borgmester, Jens Ejner Christensen.

 

Fremrykningen af anlægsprojekter blev mulig, da regeringen for nogle uger siden besluttede at sætte kommunernes anlægsloft for 2020 fri for at hjælpe danske virksomheder i den igangværende Covid19-pandemi. Denne mulighed har Vejle Kommune nu valgt at benytte sig af.

 

Møde om nye udbud 28. april
De nye anlægsprojekter omfatter blandt andet vedligeholdelse af skoler og daginstitutioner for 11,8 mio. kr., klimaskærm til 15 mio. kr., nedrivning af den gamle tribune på atletikstadion til 1,4 mio. kr. og flere andre ting.

 

Og Vejle Kommune er indstillet på at få projekterne i gang så hurtigt som muligt, så de bedst understøtter det lokale erhvervsliv. Derfor indkalder Teknik og Miljø til et ekstraordinært håndværkermøde den 28. april. Her vil de nye projekter blive gennemgået og det vil blive beskrevet, hvordan de enkelte håndværksvirksomheder kan ansøge den kommende udbudsrunde.

 

- Håndværkermødet er en god mulighed for virksomhederne til at få svar på, hvilke projekter, der er på vej og hvordan man kan byde ind på de kommende udbud. Vi har skelet meget til, at de fremrykkede projekter skal understøtte det lokale erhvervsliv, og være med til at de kan ride corona-stormen af, siger Jens Ejner Christensen.

 

Teknik og Miljø har også oprettet et nyhedsbrev, hvor virksomheder kan få direkte besked om nye udbud. Det er en ny service, hvor tilmeldte får en opdatering når en ny opgave sendes i udbud.

 

Tilmeld nyhedsbrevet for håndværksvirksomheder ved at klikke på dette link.

 

Tilmeld det virtuelle håndværkermøde ved at følge dette link.

 
 
 
 
 
 
 
 
 
Kontaktinformation

Jens Ejner Christensen, borgmester, tlf. 20 16 32 14