Pressemeddelelse
19. april 2018
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Kom med et bud: Hvordan ser trafikken i fremtidens Vejle ud?

 
 
 
 

Hvordan bliver det fortsat attraktivt at køre, cykle eller gå en tur i Vejles gader? Og hvad skal der til for, at Vejle også er en god by at færdes i, når der bliver flere om at dele pladsen? Vejle Kommune giver en række bud på dette i en ny plan for trafikken og vil nu høre borgernes mening.

 
 
 
 
 
 
 
 

Byrådet blev i januar præsenteret for et forslag til en mobilitetsplan for årene 2018-2030. Der er afholdt flere temamøder, og onsdag valgte byrådet at sende planen i offentlig høring.

 

Det betyder, at alle borgere er meget velkomne til at komme med kommentarer og idéer til planen. En plan, der skal sikre, at alle fortsat kan leve det liv, de ønsker - og en plan, der skabe plads til flere i Vejle, mens mængden af trafik vokser.

 

Den foreløbige Mobilitetsplan 2018-2030 med tilhørende baggrundsrapport kan læses på www.vejle.dk/mobilitet. Her kan alle, der har lyst, få indsigt i kommunens analyser og baggrunden for forslagene i planen.

 

Den færdige mobilitetsplan forventes vedtaget inden sommerferien, men inden den når så langt, vil kommunen indsamle forslag og besvare spørgsmål fra alle interesserede. Og den dialog er nu sat i gang.

 

Borgernes mening er vigtig
I mobilitetsplanen kan man blandt andet læse, hvordan fodgængere, cyklister og personer med et ærinde i midtbyen vil blive prioriteret i det inderste Vejle. Her vægtes fredelige oaser og et pulserende handelsliv højt.

 

Fremkommeligheden for biler skal styrkes på ringvejene og længere ude, hvor hovedforslaget er et nyt ringvejssystem med skabelsen af en helt ny ring -  Ring 3 - nord om Vejle.

 

- God mobilitet er et middel til at skabe en attraktiv by og et godt liv. Det er nødvendigt både at tænke i helt nye baner og styrke de gode løsninger, der allerede findes, hvis vi skal skabe god mobilitet for byens borgere og gæster. Når vi udvikler og ændrer byens struktur, vil det få betydning for mange. Derfor er det også vigtigt at have en god dialog med alle personer, der er berørt eller har interesse i mobiliteten. Jeg håber, at rigtig mange har lyst til at give deres besyv med, siger Christoffer Melson, formand for Teknisk Udvalg i Vejle.


Borgere, erhvervsliv og andre interesserede kan stille spørgsmål, komme med idéer og give deres mening til kende ved et stort borgermøde i Bygningen i Vejle den 14. maj klokken 19-21 (invitation følger). Der vil også løbende blive afholdt besigtigelse og møder med lokalråd, grundejerforeninger og andre interessenter.

 

Men alle, der har lyst, opfordres også til at komme med kommentarer og idéer i en helt ny Facebookgruppe - "Trafik i fremtidens Vejle" - eller via en knap på hjemmesiden www.vejle.dk/mobilitet.

 

Dialogprocessen fortsætter frem til 24. maj 2018, og alle input herfra vil blive taget med og behandlet i udarbejdelsen af det endelige udkast, inden Mobilitetsplan 2018-2030 skal godkendes i udvalgene og i byrådet.

 

Læs mere og kommentér planen:

  • www.vejle.dk/mobilitetsplan.dk (Her bliver personer, der har kommentarer eller idéer, ledt videre med en dialogknap.)
  • Facebook-gruppen "Trafik i fremtidens Vejle" (Her vil ligge opdateringer om mobilitetsplanen, og borgere inviteres til at komme med input.)
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Kontaktinformation

Formand for Teknisk Udvalg Christoffer Melson, tlf.: 26 28 82 02, mail: chram@vejle.dk
Projektchef Paw Bro Larsen, Anlæg og Infrastruktur, tlf.: 76 81 23 13, mail: pabla@vejle.dk