2021 sprængte alle rammer: Befolkningstal voksede med 2079 personer

 
 
 
 

Alene i Vejle by voksede indbyggertallet med mere end 1500 personer, mens byer som Skibet, Børkop og Ny Højen også voksede flot.

 
 
 
 
4428 - Foto Nils Rosenvold.jpg
 
 
 
 

Gennem flere år har Vejle Kommune haft et voksende befolkningstal på mere end 1000 personer om året - hvilket byrådet siden 2010 har haft som målsætning. Men i 2021 sprængte kommunens tilflyttertal alle rammer.

 

Ifølge Vejle Kommunes befolkningstal for 2021 flyttede 1765 flere personer ind i kommunen end der flyttede ud, og fødselsoverskuddet endte på 314. Dermed blev der lagt 2079 personer oveni kommunens indbyggertal, der i forvejen var det femtehøjeste i landet - og som i Vejle Kommunes seneste opgørelse lyder på 119.007 personer.

 

- Udviklingen i vores kommune går virkelig stærkt i disse år, og vi har jævnligt præsteret flotte årlige tal for tilflytning og befolkningsudvikling. Men man må bare sige, at 2021 har været et kapital for sig, siger en glad borgmester i Vejle Kommune, Jens Ejner Christensen.

 

- Mange familier har haft ekstra tid til at træffe beslutninger om deres boligfremtid i 2021, og i den situation har vi i Vejle stået med gode varer på hylderne. Jobsituationen betyder naturligvis meget for beslutningen om, hvor en familie skal bosætte sig, og der er vi godt hjulpet af vores mange innovative virksomheder, der er med til at skabe et attraktivt arbejdsmarked med masser af spændende jobmuligheder, mener Jens Ejner Christensen.

 

Nye borgere i både by og land

Ser man på, hvor stigningen i kommunens indbyggertal er forekommet, så kommer man ikke uden om Vejle by. Kommunens suverænt største by voksede med 1515 personer eller 2,6 procent i forhold til sidste år - og har nu et samlet indbyggertal på 60.432 personer.

 

I resten af kommunen var der i 2021 også mange steder, der havde flotte væksttal. Stedet, hvor indbyggertallet steg mest var Skibet. Her voksede indbyggertallet med 5,4 procent svarende til 131 personer.

 

I Ny Højen, Gravens/Ågård og Børkop voksede indbyggertallet også med mere end 4 procent. Og i Give blev et faldene indbyggertal i fjor vendt til en solid fremgang med 52 nye indbyggere.

 

William, Alfred og Agnes hittede

2021 blev også et år med rigtig mange nyfødte. 1381 små drenge og piger kom til verden i løbet af året. Ifølge Vejle Kommunes oplysninger er 299 af de nyfødte fra 2021 ikke navngivet endnu, men ser man på resten, er der nogle navne, der går igen.

 

Drengenavnet William var det navn, der oftest - 16 gange - blev erklæret ved døbefondene, mens kommunen blev 13 drenge med navnet Alfred, rigere.

 

Blandt pigerne var Agnes med 12 nyfødte og Luna med 11 de mest populære navne.

 

Og så fik vi desuden også en enkelt Ove og en enkelt Pusle.

 

Vedhæftede filer

2021-vækst fordelt på byer.pdf
Væksten i 2019-2021 i Vejle Kommune.pdf
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Kontaktinformation

Jens Ejner Christensen, borgmester, tlf. 20 16 32 14

Louise Nielsen, bosætningsguide, tlf. 21 81 04 36