Pressemeddelelse
12. august 2019
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Børnene er tilbage i trafikken: Hjælp dem godt på vej

 
 
 
 

I denne uge begynder tusindvis af børn i skole, og det betyder tæt trafik på skolevejene. Med kampagnen "Børn på vej" vil Vejle Kommune, Rådet for Sikker Trafik og TrygFonden minde alle trafikanter om at vise ekstra hensyn til både små og store skolebørn.

 
 
 
 
 
 
 
 

Langs skolevejene i Vejle Kommune vil der i den kommende måned være skilte med teksten "Børn på vej". Det er et synligt bevis på, at nu er sommerferien slut, og tusindvis af børn vil igen færdes til fods, på cykel, på løbehjul osv. til og fra skole hver dag. Det stiller krav til trafikanterne om at vise ekstra hensyn.

 

- I Vejle Kommune har vi over 10.000 børn og unge, som nu bliver en del af trafikbilledet omkring skolerne. Derfor opfordrer vi alle til at passe godt på og vise hensyn. Som kommune har vi stort fokus på at gøre børns vej til skole så tryg og sikker som muligt og vi arbejder både med fysiske forbedringer og med at påvirke adfærden hos både små og store, siger projektleder Camilla Mølgaard fra Vejle Kommune.

 

Hos Rådet for Sikker Trafik har man også stort fokus på, at det ikke kun de yngste skolebørn, man skal holde ekstra øje med.

 

- Selv om teenagerne har mere erfaring med at færdes i trafikken, så kan de også være impulsive, overmodige og fx uopmærksomme på grund af deres mobil. Derfor skal der gerne ringe en lille alarmklokke hos os voksne, når vi møder børn i trafikken - uanset hvor gamle børnene er, siger Rosa Nissen, projektleder i Rådet for Sikker Trafik.

 

Politi på skolevejene

I Region Syddanmark kommer 80 % af børn mellem 5-16 år i skole på egen hånd, viser en undersøgelse, som Epinion har gennemført for Rådet for Sikker Trafik i 2018. Derfor gennemfører politiet i hele landet en lang række kontroller på skolevejene for at få flere til at overholde fartgrænserne og være opmærksomme.

 

Mor og far skal også på banen

Skilte og politikontrol gør det ikke alene. Det er også vigtigt, at forældrene har lært deres børn, hvordan de passer på sig selv i trafikken. Derfor tilbyder Vejle Kommune og Rådet for Sikker Trafik forskellige muligheder til forældrene, så de kan blive bedre klædt på til at lære børnene at færdes sikkert i trafikken.

 

 

Hvad gør Vejle Kommune for at gøre skolevejen sikker?

I Trafiksikkerhedsplan 2018-2020 har Vejle Kommune fokus på skoletrafikken - og gør en ekstra indsats ved at:

  • Udpege utrygge lokaliteter og arbejde på at forbedre disse
  • Afholde kampagner for at fastholde de ældre elever i at cykle
  • Skabe attraktive vilkår for dem, der cykler - for eksempel med gode parkeringsforhold
  • Gøre forældrene bevidste om deres rolle 
  • Adskille gående og cyklende fra bilisterne omkring skolerne
  • Afholde kampagner
  • Hjælpe skoler med politikontakt
  • Understøtte skolepatruljer 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Kontaktinformation

Camilla Mølgaard, projektleder, Vejle Kommune: tlf. 76812312.

Rosa Nissen, projektleder, Rådet for Sikker Trafik, 61650443.