Pressemeddelelse
22. januar 2019
 
 
 
 
 
 
 
 
 

På vej mod en bæredygtig hverdag

 
 
 
 

Der er årsmøde i Grønt Forum onsdag 30. januar kl. 18-21 i Foreningernes Hus i Vejle. Mødet er åbent for alle interesserede - ikke kun for medlemmer. Det begynder med en markedsplads og fællesspisning.

 
 
 
 
 
 
 
 

Grønt Forum vil gerne vise vejen inden for bæredygtighed og skabe mulighed for, at foreningernes medlemmer kan mødes og samarbejde med mange flere aktører, end det er tilfældet i dag. Aftenen starter med en markedsplads, hvor man kan få inspiration til, hvordan borgere, foreninger og virksomheder i hverdagen kan arbejde med at skabe bæredygtige løsninger.

 

- Klimaet og bæredygtighed er meget oppe i tiden, og med god grund. Derfor er det godt, at vi har en forening som Grønt Forum, hvor frivillige kan mødes og bl.a. udveksle gode ideer til, hvad man kan gøre derhjemme. Jeg håber, at mange vil benytte lejligheden til at komme til årsmødet og få noget inspiration, siger Karl Erik Lund, formand for Natur- og Miljøudvalget.

 

Ingeniør Thomas Drivsholm, som er mangeårigt medlem af Grønt Forum, indleder selve årsmødet med at give deltagerne et oplæg om familiens miljøbelastning baseret på en ny rapport, der er udarbejdet af studerende fra Aalborg Universitet i juni 2018.

 

- Bøf, bil og bolig står stadig for de væsentligste bidrag til miljøbelastningen fra danske husholdninger, og det er stadig brugen af tekstilvaskemidler, der er det mest miljøbelastende, når det drejer sig om kemiske husholdningsprodukter, siger Thomas Drivsholm.

 

Han lægger op til en åben diskussion i grupper om, hvad man selv kan gøre for at begrænse sine fodaftryk.


Holistisk afgræsning
Landbruget har i mange år forårsaget stor CO2-udledning. Men en ny tendens er på vej, der kan nedsætte landbrugets CO2-udledning. Holistisk afgræsning er en amerikansk metode, der bruges over hele verden til både kødkvæg og malkekøer på agerjord som enge og overdrev.

 

Herhjemme afgræsser et par mælkeproducenter og en håndfuld kødproducenter efter holistiske principper, og de mener, at metoden kan være med til at begrænse CO2-belastningen fra landbruget. Landmand Michael Kjerkegaard deler ud af sine erfaringer med holistisk afgræsning og fortæller om, hvad der ligger til grund for hans beslutning om at skifte til denne form for husdyrhold.

 

I løbet af aftenen vil der være mulighed for at stille spørgsmål og diskutere emnerne i grupper samt få gode råd om, hvad man kan gøre for at komme i gang med at leve bæredygtigt. Det er håbet, at arrangementet kan give deltagerne konkrete oplevelser af, hvad man kan få ud af at være medlem af netværket Grønt Forum, uanset om man er en forening eller en person, der brænder for at tage hånd om sundhed, natur og miljø for lokalsamfundet.

 

FAKTA
Grønt Forum har eksisteret siden 1997 og samarbejder med borgere, foreninger og virksomheder om grønne initiativer. Netværket er en del af afdelingen Projektudvikling i Teknik og Miljø i Vejle Kommune.

 

Af hensyn til spisning er tilmelding til årsmødet nødvendig og skal ske til Dana Laura Cernat, Grønt Forum, Projektudvikling, e-mail: dalce@vejle.dk, senest 25.januar.

 

Fotoet er fra affaldsindsamlingen i St. Lihme 2018. Indsamlingen samler hver år ca. 1.000 borgere i hele Vejle Kommune, og Grønt Forum er tovholder for indsatsen, som i bedste Grønt Forum-stil organiseres af borgerne selv. 

 

 

 
 
 
 
 
 
 
 
 
Kontaktinformation

Dana Laura Cernat, Grønt Forum, Projektudvikling, e-mail: dalce@vejle.dk, tlf.: 21340453