25 procent flere borgere på ét år: Lille by voksede vildt i 2022

 
 
 
 

Vejle Kommune oplevede i 2022 en flot vækst i befolkningstallet. Tilflytterne spredte sig over hele kommunen - men særligt ét sted fik væksten i indbyggertallet luft under vingerne.

 
 
 
 
COLOURBOX50049687.jpg
 
 
 
 

25,1 procent.

 

Så mange flere nye borgere kunne Skærup i 2022 tilføje til sit indbyggertal.

 

Dermed er den lille by tre kilometer vest for Børkop, det lokalsamfund, som er vokset suverænt mest i Vejle Kommune i det forgangne år.

 

Den exceptionelt høje stigning skyldes i høj grad, at den private udstykning Skærup Have er blevet færdiggjort, og beboerne i det nye boligkvarter på hjørnet af Fredericiavej og Søndermarksvej er flyttet ind i løbet af 2022.

 

Den øgede tilflytning til mindre byer er en udvikling besætningsguide i Vejle Kommune, Louise Nielsen, kan genkende. Ikke kun fra Skærup, men også fra Grejs og Jerlev, hvor der også har været tocifrede vækstrater i indbyggertallet, forklarer hun, og tilføjer, at Give, Jelling, Bredsten og andre områder også har haft en markant tilflytning i 2022.

 

Tilflytning i hele kommunen
- Vi oplever, at flere og flere gerne vil bo i lokalområder uden for de store byer, hvor der er foreninger og gode fællesskaber, hvor naturen er lige uden for døren, fortæller Louise Nielsen.

 

Udviklingen ligger godt i tråd med Vejle Kommunes bosætningsstrategi som Vejle Byråd vedtog i 2021. Her er et af målene for udviklingen frem mod 2030, at bosætningen skal foregå i hele kommunen. Både på landet, lokalområderne og i byerne.

 

- Samlet set vokser befolkningstallet i 22 ud af de 26 områder, vi måler på. Det viser ikke alene, at vi har en kommune som rigtig mange gerne vil bo og leve i. Det viser også, at uanset om det er i Gauerslund eller i Give eller Vejle eller i Vandel, så finder man levende bysamfund i udvikling, som både børn og voksne vil være en del af, tilføjer Louise Nielsen.

 

Ukrainere fyldte i statistikken
Som tidligere år har Vejle Kommune en pæn tilflytning af udenlandske borgere. Dog var tilflytningen af borgere, der flyttede til kommunen fra udlandet ekstra stor i 2022.

 

Grunden til dette er ligetil: Vejle Kommune har ligesom resten af Danmark taget imod mange flygtninge fra Ukraine.

 

Med en nettotilflytning på 532 ukrainske statsborgere sætter det naturligvis sit tydelige præg på befolkningsstatistikken. I den forbindelse er det værd at bemærke, at befolkningstallet kan blive præget negativt næste år, hvis der i 2023 bliver fred i Ukraine.

 

Skulle næste års bosætningsstatistik vise en stor fraflytning af ukrainske statsborgere, så ville nedgangen i statistikken ske på en absolut positiv baggrund. Det ville nemlig betyde, at de ukrainske flygtninge igen kunne vende hjem til deres hjemland.

 

Vedhæftede filer

Bevægelser 2022 fordelt på byer.pdf
Bevægelser i Vejle Kommune 2020-2022.pdf
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Kontaktinformation

Jens Ejner Christensen, borgmester, tlf. 20 16 32 14
Louise Nielsen, bosætningsguide, tlf. 21 81 04 36