Julehjælp til udsatte børnefamilier i Vejle

 
 
 
 

I hele Danmark er der lige nu tusindvis af familier, der ikke ved, hvordan de skal klare sig igennem julen. Hvordan de skal give deres børn en god aften med de ting, andre kan tage for givet.

 
 
 
 

Det gælder også for borgere i Vejle. Heldigvis er der hjælp at hente.

 

I Vejle kan familierne blive indstillet til julehjælp af deres kontaktperson hos Vejle Kommune. Og i år er der indkommet 499 ansøgninger - samme antal ansøgninger som i 2022.
Alle 499 familier har fået tildelt Julehjælp. Det er sket takket være de flotte donationer, der er kommet ind fra giverne.
Grundet det store antal ansøgninger igen i år har giverne endnu engang forhøjet deres donationer, så alle ansøgere har fået tildelt julehjælp.

 

Vejle Kommunes julehjælpskoordinator har modtaget ansøgningerne og fordelt julehjælpen, så alle bliver tilgodeset. Samarbejdet mellem julehjælpskoordinatoren hos Vejle Kommune og giverne har igen i år fungeret rigtig godt.

 

Julehjælpen består af enten gavekort til indkøb af julemad og gaver eller julekurve med julemad og gaver til børnene - målrettet deres alder. Der har også været indsamlet gaveønsker, der har hængt på et juletræ i Kolding Storcenter. Borgere har efterfølgende kunnet købe gaverne til børnene.

 

Flere af familierne fortæller, at julehjælpen betyder alverden for dem og gør en kæmpe forskel i en tid, hvor det eneste, de ønsker sig, er at give deres børn en god jul.

 

Givere af julehjælp er:

Lions Clubbernes Fællesfond i Vejle, Røde Kors, Røde Kors-Give, Røde Kors-Egtved, Bykirken Vejle, Vejle Oasekirke, Lions Børkop, Lions Vejle Thyra og Mødrehjælpen Vejle.

 
 
 
 
 
 
 
 
 
Kontaktinformation

Jannie Faurholt Hansen, Vejle Kommune: janfh@vejle.dk, 60 15 91 20