Pressemeddelelse
5. november 2018
 
 
 
 
 
 
 
 
 

60 udsatte grønlændere får hjælp til at forstå de kommunale tilbud

 
 
 
 

Kultur og sprog har ofte stået i vejen for kommunens arbejde med udsatte grønlændere, men nu er disse barrierer ved at blive nedbrudt takket være et 3-årig projekt, som styrker indsatsen for udsatte borgere med grønlandsk baggrund.

 
 
 
 
 
 
 
 

Socialt udsatte grønlændere har ofte mange og komplekse problemstillinger som f.eks. arbejdsløshed, hjemløshed og misbrug, men på grund af sproglige og kulturelle barrierer kan det være svært for kommunen at hjælpe dem.
 

- Erfaringen er, at de er svære at fastholde i en længerevarende indsats, selvom vi måske lykkes med at få kontakt til dem og sat noget i gang. Derfor har de ikke tidligere fået nok ud af vores tilbud, siger projektleder Trine Hansen.


Sidste år søgte - og fik - Vejle Kommune derfor 5,25 mio. kr. fra Socialstyrelsen til at styrke indsatsen over for denne gruppe. Pengene er bl.a. blevet brugt til at øge samarbejdet mellem Grønlænderhuset og Kirkens Korshær og ansætte flere fagpersoner til at arbejde med CTI-metoden (Critical Time Intervention).


Frivillige med kendskab til Grønland
CTI-metoden går kort fortalt ud på at give støtte til udsatte - i dette tilfælde grønlændere - i en kritisk overgangsperiode, f.eks. kan de få hjælp til overgangen fra at bo på gaden til at flytte i egen bolig. Derudover får man både tilknyttet en støtteperson og en peer-støtte. En peer-støtte er en frivillig eller ressourcestærk grønlænder, som hjælper den udsatte grønlænder med at deltage i og forstå kommunens tilbud. Familie og netværk inddrages også for at gøre overgangen til et almindeligt liv lettere.


- Det er vigtigt, at de forskellige støttepersoner kender til den grønlandske kultur, at de har boet længere tid i Grønland og kender til de udfordringer, der er i at flytte fra Grønland til Danmark - og de må meget gerne tale grønlandsk. Der ligger en vigtigt kulturel indforståethed i et sprog, og modersmålet er en tryg base at tale ud fra, siger Trine Hansen.


18 får allerede hjælp
Projektets mål er at hjælpe 60 af de mest udsatte borgere med grønlandsk baggrund, dvs. at de får et bedre liv og kommer længere væk fra misbrug, hjemløshed og ledighed. Indtil videre er 18 borgere med grønlandsk baggrund og seks frivillige mentorer en del af projektet. Derudover er en projektleder, en fuldtidsmedarbejder med grønlandsk baggrund og fem deltids-CTI-medarbejdere tilknyttet projektet.
 

Pr. 1. januar 2017 var der ifølge tal 427 borgere i Vejle Kommune, som er født i Grønland. 330 er mellem 18 og 67 år, og ca. 90 af disse vurderes at være socialt udsatte med behov for ekstra hjælp.


- Derfor har det også være nemt at rekruttere deltagere til projektet. Og det viser også, at målgruppen vil noget andet og har lyst til forandringer, siger projektlederen.

 
 
 
 
 
 
 
 
 
Kontaktinformation

Projektleder Trine Hansen, tlf. 20 36 99 84