Pressemeddelelse
5. februar 2018
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Stort kunstprojekt på vej: 400 meter kryds og tværs i Vejle centrum

 
 
 
 

Mere end 11.000 bogstaver vil den kommende tid blive spredt langs hele nordsiden af den nyrenoverede gade Flegmade i Vejle. Bogstaverne danner en række citater og er en del af et helt unikt kunstfortov - én lang kryds og tværs, som løber side om side med Vejles nye Supercykelsti. Fortovet skabes med støtte fra Statens Kunstfond, der også har udpeget kunstneren bag.

 
 
 
 
 
 
 
 

De første bogstaver er netop lagt til Vejles nye kunstfortov, der skal skabe oplevelser langs Supercykelstien, som er etableret i gaden og løber igennem Vejle by. Det er kunstner Anders Bonnesen, der har udtænkt hele fortovet, som brolæggere i de kommende måneder vil bygge gennem hele gaden.
 

 - Det er første gang, jeg er med til at lave så stort et værk. Det er både nervepirrende og enormt tilfredsstillende at skulle lave noget, der både er kunst og skal integreres i folks liv - og ikke mindst gå op med hele renoveringen og alle de praktiske detaljer. Det er fedt, fordi det ikke bare skal "stå ovre i hjørnet og være kunst", siger billedkunstner Anders Bonnesen.


Kunst som en integreret del af hverdagen
Vejle Kommune har en lang tradition med at integrere kunst i det fysiske rum, og kunst og oplevelser er også elementer, der er indtænkt og skal skabe merværdi på hele Supercykelstien. På Flegmade har tanken været at få kunsten på banen på så tidligt et tidspunkt i hele fasen, at det ikke forhøjede anlægsomkostningerne væsentligt. Vejles tekniske udvalg skal besigtige området tirsdag middag.
 

 - I dette område færdes hver dag mange unge mennesker, og spændende, nye boligprojekter skyder op. Jeg er meget begejstret for dette projekt, hvor vi skaber den gode byoplevelse gennem nye mødesteder og kunst, siger Christoffer Aagaard Melson, formand for Teknisk Udvalg.
 

Kommunen søgte i slutningen af 2016 Statens Kunstfond om støtte til projektet på Supercykelstiens forløb gennem Flegmade - som er bindeleddet mellem det store uddannelsesområde og midtbyen. Statens Kunstfond var med på idéen, udpegede Anders Bonnesen og bidrager økonomisk til projektet.

 

 - Billedkunstner Anders Bonnesen har omdannet et helt almindeligt fortov med betonfliser til en kryds og tværs, der kan gøre den daglige tur op og ned ad Flegmade til en sjov hinketur eller til en vandring i verdenslitteratur. Kunstneren har udviklet et underspillet og samtidig dybt originalt værk, der kan realiseres, fordi Vejle Kommune har løst den næsten umulige opgave at integrere et stort kunstprojekt i et allerede planlagt og ambitiøst anlægsprojekt. Dette projekt viser nye veje for udviklingen af kunst i det offentlige rum, og vi er meget stolte over at være en del af det, siger Søren Taaning, som er formand for Statens Kunstfonds Legatudvalg for Billedkunst.
 

Fortovet bygges op af litterære citater om det at bevæge sig fra sted til sted. I disse dage er brolæggerne i fuld gang med at lægge et prøvefelt på omkring 50 m2 foran Vejle Kunstmuseum, som har deltaget i processen helt fra begyndelsen. Og museumsinspektøren glæder sig over, at museet nu bliver åbnet ud mod Flegmade:
 

 - Det er fedt at få adgang til et monumentalt kunstværk, som bliver en del af folks hverdagsliv. Det er helt fantastisk at se, hvordan det er lykkedes at få integreret kunsten i anlægsværket i den tidlige fase, og jeg glæder mig helt vildt til at begynde at arbejde med kunstværket sammen med byens børn og unge, siger Marie Dufresne, museumsinspektør, Vejle Kunstmuseum.


Cykelsti med oplevelser
Når Flegmades etape på Vejles nye Supercykelsti står færdig - forventeligt i slutningen af april - er der samtidig sat punktum for hele skabelsen af stien, der altså indeholder meget mere end fysiske forbedringer.

 

 - Vi har besluttet, at Supercykelstien udover at indeholde ekstra luksus, komfort og sikkerhed for cyklisterne også skal være en sti med merværdi. På Flegmade er det kunstfortovet, der giver de forbipasserende en oplevelse. Andre steder er det en ny type lys og spændende opholdspladser, vi har bygget op, siger projektleder Gitte Fuhr Thomsen fra Vejle Kommune.

 

Supercykelstien, der skal forbinde oplandsbyerne med midtbyen, bliver indviet i slutningen af foråret

 


Fakta

  • Kunstfortovet etableres i tre etaper. Den første etape er netop skudt i gang med et prøvefelt foran Vejle Kunstmuseum. De næste to udføres sideløbende med de kommende byggeprojekter i gaden.
  • Det lokale Højsholm Stenhuggeri med adresse på Flegmade står for sandblæsningen af de mere end 11.000 bogstav-fliser.
  • I alt består værket af 24.000 fliser på hver især 30x30 cm2.
  • Teknisk Udvalg i Vejle vil sammen med kunstner Anders Bonnesen, museumsinspektør Marie Dufresne og projektleder Gitte Fuhr Thomsen besigtige prøvefeltet på tirsdag den 6. februar klokken 12.
  • I prøvefeltet er lagt tre slags "fyld-fliser" mellem bogstavfliserne. Efter besigtigelsen skal der tages stilling til, hvilken af de tre slags fliser, der skal benyttes på hele fortovet.
  • Projektet er en del af en samlet indsats i Vejle - med navnet Vejle Kulturkvarter - der tager udgangspunkt i at få endnu mere kunst og kultur ind i byrummene.
  • Læs mere om Supercykelstien på www.vejle.dk/supercykelsti.
     

 

Vedhæftet er en visualisering af det nye kunstfortov og fotos af, at de første fliser lægges i prøvefeltet foran Vejle Kunstmuseum.

 

 

 

 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Kontaktinformation
  • Christoffer Melson, formand for Teknisk Udvalg i Vejle, telefon: 26 28 82 02
  • Anders Bonnesen, Billedkunstner, telefon: 60 66 53 38
  • Søren Taaning, formand for Statens Kunstfonds Legatudvalg for Billedkunst, telefon: 41 39 38 53
  • Marie Dufresne, museumsinspektør, Vejle Kunstmuseum, telefon: 40 25 41 20
  • Gitte Fuhr Thomsen, projektleder for Supercykelstien, Vejle Kommune: 21 34 17 16