Pressemeddelelse
31. august 2020
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Sæt dit kryds på din favorit til Borgernes Arkitekturpris

 
 
 
 

Hvert år uddeler Vejle Kommune sin egen arkitekturpris, Vejle-Prisen, til et særligt godt byggeri eller anlæg. I år er seks kandidater med i opløbet om prisen. Blandt disse seks kandidater har du i de kommende to uger mulighed for at stemme på din foretrukne kandidat til Borgernes Arkitekturpris.

 
 
 
 

Den nyrenoverede Skyttehushave er en blandt i alt seks kandidater til Vejle-Prisen 2019. Du kan også være med til at vælge vinderen af Borgernes Arkitekturpris. Foto: Mads Fjeldsø Christensen

 
 
 
 

Skyttehushaven, Egtved Svømmehal, et etagebyggeri, et renoveret enfamiliehus, en samlet parcelhus-bebyggelse samt et p-hus. Der er stor variation i årets kandidater til Vejle Kommunes egen arkitekturpris, Vejle-Prisen, som er blevet uddelt hvert år siden 1972. I år uddeles prisen mandag 5. oktober.

 

Arkitektur skaber positivt indtryk

- Vejle er kendt for at fokusere på arkitekturen og har både en bolig- og arkitekturpolitik. Det har vi, fordi vi tror på, at arkitektur af høj kvalitet bidrager positivt til helhedsindtrykket af byen, kvarteret, gaden eller landskabet omkring. Hvert år sætter vi helt bogstaveligt pris på arkitekturen i form af Vejle-Prisen og Borgernes Arkitekturpris, siger Lisbet Wolters, stadsarkitekt i Vejle Kommune.

 

Hvem, der render med Vejle-Prisen, beslutter byrådet på baggrund af en indstilling fra Teknisk Udvalg i samarbejde med en fagdommer udpeget af Arkitektforeningen. Men Borgernes Arkitekturpris, som uddeles samtidig, kan du være med til at beslutte ved at give os din stemme på din favoritkandidat.

 

Taget i brug i 2019

For at blive nomineret til Vejle-Prisen 2019 kræver det, at byggeriet blev taget i brug i 2019. Det lever alle seks kandidater til årets pris op til, og de er: Etageboliger på Smaragdvej 9 i Vejle, boliger på Katrinelund 42-50 i Vejle Øst, Egtved Svømmehal, renovering af enfamiliehus på Strandvejen 140 i Vejle Øst, Skyttehushaven og parkeringshuset ved Vejle Sygehus. Etageboligerne på Smaragdvej er indstillet af en borger.

 

Giv os din stemme

Du kan i de kommende 14 dage - frem til mandag 14. september - afgive din stemme på din favoritkandidat og være med til at bestemme, hvem der skal have Borgernes Arkitekturpris 2019. Du kan stemme enten via mail til plan@vejle.dk, på kommunens hjemmeside eller på Vejle Kommunes Facebook- og Instagram-side.

 

FAKTA

  • Vejle-Prisen blev uddelt første gang i 1972.
  • Formålet er at sætte fokus på arkitektur og arkitektonisk kvalitet.
  • Prisen uddeles altid i forbindelse med det landsdækkende initiativ Arkitekturens Dag, som finder sted hvert år første mandag i oktober. I år den 5. oktober.
  • Bedømmelsesudvalget består bl.a. af Teknisk Udvalg og stadsarkitekten.
  • Byrådet godkender bedømmelsesudvalgets forslag til, hvad og hvem der skal præmieres med Vejle-Prisen.
  • Du finder bedømmelsesudvalgets beskrivelse af de seks kandidater på kommunens hjemmeside.
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Kontaktinformation

Lisbet Wolters, stadsarkitekt i Vejle Kommune, tlf. 20229468

Elsbeth Frost-Jensen, arkitekt og byplanlægger i Vejle Kommune, tlf. 24435804