Direktøren for Vejle Erhvervshavn, Knud Vang Nielsen, ønsker at gå på pension og har derfor opsagt sin stilling med fratræden til sommer. »Jeg har været meget glad for jobbet som havnedirektør, det gode samarbejde med bestyrelsen, kommunen, havnens kunder og de daglige opgaver. Men jeg føler, at tiden nu er inde til at prioritere en aktiv pensionisttilværelse,« siger Knud Vang Nielsen, der for nylig fyldte 72 år. Knud Vang Nielsen har haft et langt arbejdsliv med opgaver rundt om i verden, herunder en række leder- og direktørposter inden for havnevirksomhed. Han kom til Vejle fra en stilling som direktør for containerhavnen i Oslo. I Vejle har Knud Vang Nielsen igennem årene sikret en stabil økonomisk drift, skabt gode relationer til kunder og erhvervsliv og sammen med bestyrelsen lagt strategien for en moderne og udviklingsorienteret erhvervshavn. »Knud Vang Nielsen har gennem årene udvist stor ordentlighed og været en visionær leder af erhvervshavnen. Bestyrelsen siger stor tak for det grundlag, der er skabt for den videre udvikling af en af Østjyllands aktive og attraktive havne,« siger bestyrelsesformand Torben Elsig-Pedersen. Knud Vang Nielsen afleverer en havn med en stærk økonomi og kan også med sit sidste regnskab aflevere et resultat på et tocifret millionbeløb. Vejle Erhvervshavn er godt i gang med en stor transformation med konsolidering af havnedriften på Sydkajen, mens Nordkajen i løbet af de kommende år skal omdannes til byudvikling. Den afgående havnedirektør har været aktiv i at lægge brikkerne til det store puslespil, så havneaktiviteten fortsat kan bibeholdes og udvikles. Planerne for en række udviklings- og byggeprojekter er langt fremme, og de første konkrete byggerier ventes at gå i gang inden for det næste år. Samtidig kan Knud Vang Nielsen aflevere en erhvervshavn med en ambition om at være en af de grønne erhvervshavne med en drift, der er CO2-neutral i 2029 - et arbejde, der allerede er langt fremme. Bestyrelsen går nu i gang med at rekruttere en ny havnedirektør. |