Pressemeddelelse
29. maj 2018
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Kør med i cykeloptoget: Supercykelstien i Vejle indvies

 
 
 
 

Den sidste asfalt er nu lagt på Vejles nye cykelforbindelse - og det skal fejres. Hop på cyklen og vær med til at tage Supercykelstien officielt i brug, når Vejle Kommune inviterer til åbningsfest 8. og 9. juni 2018 i forbindelse med folkemødet.  

 
 
 
 
 
 
 
 

I 2016 blev første spadestik taget til Supercykelstien, der binder oplandet sammen med midtbyen og kobler de mange eksisterende cykelstier i Vejle. Siden er der bygget en lang række fysiske tiltag, services og særlige oplevelser på ruten, og selvom stiens etaper allerede er flittigt i brug, skal det markeres, at Supercykelstien nu står helt færdig.

 

Et cykeloptog cykler stien i gang
Supercykelstien indvies samme weekend, som Vejle Folkemøde løber af stablen, så der er lagt op til fest og masser af underholdning i hele byen.

 

Et særligt cykeloptog ruller 8. juni klokken 11.30 af sted fra hver sin ende af Supercykelstien og åbner officielt den nye forbindelse. Alle, der har lyst, er meget velkomne til at cykle med.

 

Fra den nye infopavillon på Vestre Engvej er det den professionelle, lokale cykelrytter Rasmus Guldhammer, der cykler i front. Og fra Svajebassinet ved Lystbådehavnen cykler formanden for Teknisk Udvalg, Christoffer Aagaard Melson, forrest i optoget.

 

- Når vi sætter os i sadlen for at markere, at Vejle officielt har fået en mere tryg og sikker cykelrute gennem byen, kigger vi tilbage på en lang og spændende proces. Vi håber meget, at de forbedrede forhold kan være med til at få endnu flere til at vælge at cykle, siger Christoffer Aagaard Melson, formand for Teknisk Udvalg i Vejle.

 

Når de to cykelgrupper mødes på Rådhuspladsen, vil der være taler, Supercykelkage, kaffe, vand, gratis cykeltjek og meget andet. Desuden skydes en særlig Supercykelquiz med en cykelpræmie på 3000 kroner i gang. Og festen fortsætter - især for de mindste - lørdag, hvor alle børn kan tage et vaskeægte cykelkørekort i Mariaparken. Se det fulde program på www.vejle.dk/supercykelsti.

 

En sti med service og oplevelser
Supercykelstien er udformet med særligt fokus på sikkerhed og fremkommelighed, så turen gennem byen bliver mere glidende. Der er eksempelvis bygget såkaldte cykelshunts, som gør, at cyklister ikke behøver at vente på grønt, men kan køre uden om lyset. Andre steder har cyklister første prioritet i krydsene. Det vil sige, at de får grønt lys nogle sekunder tidligere end bilisterne.

 

Men en supercykelsti er ikke bare en rute med fysiske forbedringer. Det er også en rute, der tilbyder forskellige services og oplevelser. Smartbænke giver informationer om vind og vejr, cykelværksteder og pumpestationer giver mulighed for at klare en afhoppet kæde eller et fladt dæk på ruten. Kunst på fortovet, farvet lys i tunneler og meget andet tilfører oplevelser på turen.

 

- Man kan ikke umiddelbart se, at nu kører man på Supercykelstien, men vi håber, at cyklisterne vil lægge mærke til de mange nye, gode tiltag og services, som skal give lidt ekstra forkælelse langs ruten. Ud over pumper, værksteder og lignende er der for eksempel skabt masser af nye cykelparkeringspladser. Men vi opfordrer også til at nyde de mange oplevelser på turen. Supercykelstien er ikke kun for pendlere, siger Gitte Fuhr Thomsen, projektleder fra Vejle Kommune.

 

Supercykelstiens rute, faciliteter og oplevelser er indtegnet på kortet, der er vedhæftet.

 

 

Fakta: 

  • Der er bygget i alt cirka 3,6 km enkeltrettet cykelsti, 600 m dobbeltrettet cykelsti og to cykelgader i Kirkegade og Treschowsgade på samlet 340 m.
  • Der er opsat 4 cykelværksteder, 7 cykelpumper og 2 elcykel-ladepladser langs Supercykelstien.
  • Desuden er der bygget 300 nye cykelparkeringspladser.
  • De to nye smartbænke er en del af rutens smartteknologi.
  • Supercykelstien tilbyder "oplevelser" - i form af kunst og et særligt LED-lys. Langs Flegmade lægges fx et 400 meter langt kunstfortov, og tunnelen i Havnegade er blevet forsynet med LED-lys med varierende farvetema.

 

 

Læs mere:

  • Find flere informationer om Supercykelstien: www.vejle.dk/supercykelsti
  • Find program og andre informationer om Vejles Folkemøde: www.vejlesfolkemøde.dk
  • Deltag i Supercykelquizzen: www.vejlesfolkemøde.dk/supercykelquiz
 
 
 
 

Vedhæftede filer

Supercykelstien i Vejle.pdf
 
 
 
 
 
 
Kontaktinformation
  • Christoffer Aagaard Melson, formand for Teknisk Udvalg i Vejle, telefon: 26 28 82 02
  • Gitte Fuhr Thomsen, projektleder, Vejle Kommune, telefon: 76 81 23 20