Pressemeddelelse
25. marts 2020
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Finansieringen af Sundhedsskoven er nu på plads

 
 
 
 

Med støttekroner fra Vejle Kommune, TrygFonden, 15. Juni Fonden, Friluftsrådet og Region Syddanmark kan udviklingen af Danmarks største sundhedsskov i Store Grundet nu gå i gang. Samlet pris for udviklingsprojektet er 5.349.000 kr.

 
 
 
 

Sundhedsskoven i Store Grundet er for alle, der har brug for at komme ned i tempo og finde ro og fordybelse.

 
 
 
 

Økonomiudvalget har valgt at øremærke 1 mio. kr. og Natur- og Miljøudvalget 400.000 kr. til Danmarks største sundhedsskov, der kommer til at ligge i Store Grundet Skov. Hermed er udvikling af skoven til sundhedsskov nu en realitet.

 

- Vi er utroligt glade for, at det er lykkedes Økonomiudvalget at finde finansiering til skoven, så støtten fra bl.a. TrygFonden og 15. Juni Fonden og Region Syddanmark kan forvandles til et roligt helle for kommunens borgere og patienter på sygehuset, der har brug for et afbræk i en travl hverdag, gå offline og komme ned i tempo. Vi ser nu frem til et godt og tværfagligt samarbejde med både sundhedspersonale, skovens naboer og kommunens øvrige borgere, siger Karl Erik Lund, formand for Natur- og Miljøudvalget.

 

Fordybelse og stilhed

Vejle Kommune er kendt for sin natur og sit helt enestående landskab, som borgere og turister i fuld udstrækning benytter til bl.a. at vandre, løbe og cykle i. Sundhedsskoven giver nu også mulighed for, at borgerne kan besøge et område, der er indrettet til at styrke den mentale sundhed eller blot få dig ned i tempo.

De tildelte midler fra Økonomiudvalget kommer som medfinansiering til flere store bidrag fra eksterne fonde og puljer - bl.a. fra TrygFonden, der har doneret 2 mio. kr.

 

- Vejle Kommunes ønske om at bruge naturen til mental træning og på den måde hjælpe syge borgere til bedre sundhed og trivsel stemmer godt overens med TrygFondens strategi på området. I TrygFonden arbejder vi nemlig for, at færre bliver psykisk syge, og at flere bliver i stand til at leve et godt liv med deres sygdom, siger Henrik Bruhn, repræsentant i TrygFondens regionale råd i Region Syddanmark, og fortsætter:

 

- Alle borgere, også syge og udsatte, har brug for afbræk i hverdagen, og med Store Grundet Sundhedsskov kan alle få et sted til både refleksion og fysisk aktivitet. Vi er derfor glade for at støtte projektet og glæder os til at se Sundhedsskoven i brug. Forhåbentligt vil den kunne hjælpe mange mennesker til bedre trivsel.

 

Erfaringer skal deles

Skoven er både beregnet til patienter i behandlingsforløb og til øvrige besøgende. Skoven vil være et supplement til kommunens øvrige bynære skove, der mere har faciliteter til fysisk udfoldelse og leg, mens sundhedsskoven indrettes til at komme ned i tempo - til bare at opleve naturen og være i nuet.

 

I den kommende tid vil der blive arbejdet på detailplanlægning af faciliteter i de enkelte dele i skoven og på uddannelse af sundhedspersonale i naturbaseret behandlingsforløb og sundhedsfremme. Viden og erfaringer fra det sundhedspersonale vil blive bredt ud til andre besøgende, så alle får øget viden om brug af naturen til mental sundhedsfremme.

 

FAKTA

  • Vejle Kommune købte Store Grundet Skov på godt 63 ha. i 2017. Skoven er en bynær skov beliggende nord for Vejle Sygehus, og det overordnede mål er at understøtte visionen om, at Vejle skal være et godt sted at bo og leve.
  • Projektet er udviklet i et fælles samarbejde mellem:
    • Teknik & Miljø - Vejle Kommune
    • Center for Social Rehabilitering, Vejle Kommune
    • Center for Specialundervisning for Unge og Voksne, Vejle Kommune
    • Kræftpatienternes Hus Vejle
    • Psykiatrisk afdeling, Vejle Sygehus
    • Boligsocial Helhedsplan i Vejle
    • SIND Vejle
    • Sommerfuglebevægelsen
    • Sundhedscenter Vejle
    • Forskergruppen 'Natur Sundhed & Design', Københavns Universitet
  • Der vil også fremover være mulighed for at byde flere samarbejdspartnere velkommen i udviklingen af skoven.
  • Sundhedsskoven er finansieret via bidrag fra:
    • TrygFonden
    • 15. Juni Fonden
    • Friluftsrådet
    • Region Syddanmark
    • Vejle Kommune
  • Faciliteterne i sundhedsskove vil efter planen stå helt færdig i anden halvdel af 2022. Skoven er naturligvis åben for besøgende allerede nu.
  • Sundhedsskoven gavner bl.a. borgere med stress og patienter, der befinder sig i stressede situationer, men også dem, der blot vil finde ro.
  • Vidste du, at...?

    • WHO forudser, at stress og depression bliver en af de største sygdomsfaktorer i 2020

    • Godt en kvart mio. danskere lider af alvorlig stress

    • 30.000 danskere indlægges på hospitaler hvert år pga. stress

    • 3.000 danskere førtidspensioneres om året pga. stress

    • Stress er årsag til 1,5 mio. ekstra fraværsdage årligt

    • Arbejdsbetinget sygefravær pga. stress koster det danske samfund 27 mia. kr. hvert år

 
 
 
 
 
 
 
 
 
Kontaktinformation

Karl Erik Lund, formand for Natur- og Miljøudvalget, tlf. 21 54 83 37

Karen Bøgedal, pressechef i TrygFonden, tlf. 30 56 34 32

Klaus Enevoldsen, afdelingsleder i Natur & Friluftsliv, tlf. 20 43 51 30