Stortrives dit barn, når der er musik, billedkunst eller skrivearbejde på skoleskemaet? Så er der godt nyt i sommeren 2021. Her opstarter EliteVejle, Musikskolen og Xeneriet en performance-linje for 7.-9. klasseelever på NOVAskolen, hvor unge med sans for musik, drama, visuel- eller skrivekunst kan udvikle deres talent. I gennem 13 år har Vejle Kommune styrket lokal talent- og eliteidræt. Netop de erfaringer ønsker Kultur- og idrætsudvalget nu at bygge videre på, så talentudviklingen også tæller kunstneriske discipliner. Om den nye performance-linje siger udvalgsformand Dan Arnløv Jørgensen: - Vi arbejder blandt andet for, at talenter bakkes op og oplever et ambitiøst og levende talentmiljø. Det er vi lykkedes med ved idrætstalenterne via arbejdet i EliteVejle og samarbejdet med Team Danmark. Men med en performance-linje skal unge nu også kunne dyrke et talent for musik, drama, skrive- eller billedkunst. På sigt håber jeg, at det vil bidrage til, at Vejle bliver talenternes by. Inden skolestart i august kan potentielle elever og forældre - både til eliteperformancelinje og eliteidrætsklasser - høre mere om undervisning, morgentræning, talentudvikling og meget andet på et infomøde på NOVAskolen den 20. januar kl. 17. Stemmetræning, skriveøvelser og skolegang skal gå op Til hverdag kommer performance-eleverne til at gå i klasse med idrætseleverne. Alligevel vil deres skoleskema se en smule anderledes ud, da de blandt andet har et ugentligt Performance Lab med fokus på idégenerering, entreprenørskab og projektstyring - alt sammen peger frem mod to årlige performances. Det betyder nu ikke, at der slækkes på den almindelige undervisning. Tværtimod understreger skoleleder på NOVAskolen John Riisberg, som fortæller: - Fra eliteidrætsklasserne ved vi, at passion og skolegang sagtens kan gå op. De erfaringer tager vi med ind i den nye performance-linje, hvor de unge og deres forældre skal vide, at vi støtter dem i deres kreative og faglige udvikling, så de er godt rustede til deres videre færd. Både kunstnerisk og i uddannelsesverdenen. Tre talentingredienser vægter højt Ligesom ved eliteidrætsklasserne vil Eliteidrætsrådet stå bag performancelinjen. Formand for Eliteidrætsrådet Knud Erik Hansen fortæller i den forbindelse: - Vi lægger stor vægt på, at eleverne har lyst, motivation og engagement til at dygtiggøre sig. Og det er jeg sikker på, at de unge med talent for musik, drama eller visuel- og skrivekunst har. Derfor glæder det mig, at vi nu er så langt, at vi kan tilbyde linjen, åbne op for ansøgninger og til sommer byde de første elever velkommen på performance-linjen. Der søges om optagelse på EliteVejles hjemmeside www.elitevejle.dk . Deadline for ansøgninger er fredag 5. februar kl.12. |