86 borgere får 500 kroner fra kommunens legatfond

 
 
 
 

I år får langt flere ansøgere positivt svar på deres ansøgning om et legat fra Vejle Kommunes Legatfond.

 
 
 
 

Borgere i Vejle Kommune, der er økonomisk trængte, får en hjælpende hånd fra den kommunale legatfond lige op til jul. Helt præcist får 86 af 216 ansøgere til Vejle Kommunes Legatfond et positivt svar om et legat på 500 kroner.

 

- Vi er meget glade for, at vi i år kan uddele til så mange mennesker. Vi har tydeligt kunnet se på ansøgningerne, at folk er meget presset på deres økonomi grundet inflation og energikrise, udtaler borgmester Jens Ejner Christensen (V) og Søren Peschardt (S), der begge er medlemmer af fondens bestyrelse.

 

Fonden har prioriteret ansøgere med lav indkomst med hjemmeboende, mindreårige børn.

 

Markant flere legater

Legaterne uddeles hvert år i november og beløbet varierer fra år til år, da det er afkastet af fondens samlede midler på 1,2 mio. kroner, som bestyrelsen har at uddele.

 

At 86 borgere i år får et legat, er markant højere end tidligere år. I 2021 uddelte fonden således 20 legater blandt 145 ansøgere, i 2020 23 legater blandt 70 ansøgere, mens 44 borgere fik legater blandt 72 ansøgere i 2019.

 

Borgere, der har fået tildelt legatet, får direkte besked.

 

 

 
 
 
 

Fakta

- I 2013 blev en række legater sammenlagt under Vejle Kommunes Legatfond.

- Fondens samlede midler er på 1,2 millioner kr., og det er afkastet af dem, der bliver uddelt i form af legater.

- Det er Vejle Kommunes økonomiudvalg, som udpeger bestyrelsen.

- Bestyrelsesarbejdet i legatfonden er ulønnet.

 
 
 
 
 
 
 
 
 
Kontaktinformation

Søren Peschardt - 24 42 58 87 - sopes@vejle.dk

Jens Ejner Christensen - 20 16 32 14 - jeech@vejle.dk