Pressemeddelelse
2. november 2018
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Motion styrker hjernen hos mennesker med demens

 
 
 
 

Medarbejdere fra Vejle Kommunes Demensenhed vil som noget nyt tage rundt i hele kommunen for at træne og motionere med demensramte, da forskning viser, at fysisk aktivitet også er godt for hjernen.  

 
 
 
 
 
 
 
 

Et studie fra Nationalt Videnscenter for Demens viser, at borgere med demens i en tidlig fase, der passede et træningsprogram, forbedrede deres hukommelse og koncentrationsevne, modsat den gruppe, der ikke deltog i træningen.

- I Demensenheden har vi derfor lavet et "træningsrejsehold", som består af en fysioterapeut og en pædagog. De vil sammen tage rundt i Vejle, Give, Egtved, Børkop og Jelling og tilbyde gratis træning, siger demensfaglig leder Birte Schelde.

Træningen, som foregår udendørs, vil være af en times varighed to gange om ugen. Den indeholder både træning af kognitive færdigheder samt fysisk træning af moderat til hård intensitet. f.eks. gåture i forskelligt tempo for at få pulsen op eller brug af de "træningsredskaber", som naturligt findes i naturen, f.eks. stigninger i terræn, skovstier med forhindringer mv.

Der vil være 2 instruktører til et hold på max. 10-12 personer plus eventuelle pårørende.

- Træningen er for borgere, der har demens i et tidligt stadie og stadig er fysisk mobile og kan forstå en instruks og følge den. Og pårørende må gerne deltage i træningen, siger Birte Schelde.

Det sociale hjælper også
En del af de psykiske forbedringer opstår også på grund af det sociale samvær, der opstår, når man træner sammen med andre.
 

- Man kan sige, at det er en form for gruppeterapi. De fleste har glæde af at møde andre, der er i samme situation som dem selv, når de har fået konstateret så alvorlig en sygdom, siger Birte Schelde.


Det gælder også for de pårørende, som både kan deltage i træningen og tale med andre pårørende, som også har demens helt tæt inde på livet.

Træningen starter i december 2018. Der er i første omgang planlagt træning frem til og med efteråret 2019.
 

 
 
 
 
 
 
 
 
 
Kontaktinformation

For mere information og tilmelding kontakt følgende medarbejdere i Vejle Kommunes Demensenhed:

·         Demenskonsulent Maybritt Dyring, tlf. 29 47 69 85 mellem kl. 8.00 og 9.00

·         Demenskonsulent Bente Andersen, tlf. 21 47 98 28 mellem kl. 8.00 og 9.00

·         Demensfagligleder Birte Schelde, tlf. 51 21 29 73