Pressemeddelelse
29. september 2017
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Otte kandidater til Vejle Kommunes arkitekturpris

 
 
 
 

På Arkitekturens Dag 2. oktober uddeler Vejle Kommune sin arkitekturpris til byggerier og anlæg opført i 2016. Der uddeles også en pris til byggerier og anlæg, som borgerne har valgt

 
 
 
 

Mandag 2. oktober afslører borgmester Jens Ejner Christensen og formand for teknisk Udvalg Peder Hummelmose, hvilke bygninger og/eller anlæg der løber med Vejleprisen 2017 og Borgernes Arkitekturpris. Det sker i kulturhuset Bygningen, Ved Anlæget 14B i Vejle.

 

Arkitekturens Dag arrangeres i samarbejde med Arkitekturforum Vejle. Der er gratis adgang til arrangementet, som finder sted fra kl. 14-16.30. Der kræves ikke tilmelding.

 

Otte stærke kandidater
Kandidaterne til Vejleprisen og Borgernes Arkitekturpris er:

·         Jelling Sognehus, tegnet af Cubo arkitekter

·         Hover IF´s Klubhus, Hover, Vejle, tegnet af Constructa Østjylland.

·         Boligbebyggelse, De 5 søstre, Vejle, tegnet af Arkitema

·         Menighedshuset på Søndermarken, tegnet af Linjen. (tidl. Birch & Svenning)

·         OPP Psyk, Vejle tegnet af Arkitema

·         Restaurering af ældre villa, Tidseltoft 13, Vejle, tegnet af tegnestuen Lorentzen

·         Sluseanlæg og byrum ved Sønderå, Vejle, tegnet af SLA

·         Botilbud, Syrenvej 204-224, Børkop, tegnet af Charlotte Folke.

 

Formand for Teknisk Udvalg Peder Hummelmose ser frem til, at vinderne bliver afsløret:

 

-          Det er et stærkt felt, der kandiderer til de to priser. Der både investeres meget og tænkes kreativt og nyt i Vejle Kommune i disse år. God arkitektur og innovative løsninger er med til at gøre vores kommune til et attraktivt sted at bo og drive virksomhed, pointerer udvalgsformanden.

 

Nye funktioner i gamle bygninger
Ud over prisoverrækkelserne er der to oplæg på programmet. Et ved Marco Berenthz fra Tegnestuen Norrøn og et ved direktør i Arkitektforeningen Jesper Pagh.

 

Norrøn er en ung tegnestue, der arbejder med planlægning i det åbne land og især er kendt for projektet "Det danske landsted", der viser, hvordan forladte og tomme bygninger kan få et nyt liv som fritidsboliger ved radikale indgreb.

 

Jesper Paghs oplæg handler også om områder og bygninger, der skifter funktion, men med hovedvægt på byområder.

 
 
 
 
 
 
 
 
 
Kontaktinformation

Formand for Teknisk Udvalg Peder Hummelmose, tlf.: 40 21 02 86

Byplanlægger Søren Nellemann, tlf.: 76 81 22 47