Pressemeddelelse
30. september 2019
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Ny teknologi-cafe for udviklingshæmmede og psykisk sårbare åbner i Vejle

 
 
 
 

Teknologi-cafeen skal klæde udsatte grupper på til at bruge velfærdsteknologi og bevæge sig rundt i det digitale landskab.

 
 
 
 
 
 
 
 

I den nye cafe, som hedder "TEC-cafeen", kan borgerne få hjælp til alt fra brug af smartphones og apps til almindelige softwareopdateringer. De kan også afprøve forskellige teknologiske løsninger, smartphones, smartwatches, touchpenne, tablets mv., inden de selv køber produkterne til eget brug.

Teknologi til en bedre og nemmere hverdag
- Der er i princippet frie tøjler til, hvad du kan spørge om hjælp til. Forventningen er, at teknologi-cafeen øger tilgængeligheden og lysten til at lære og bruge velfærdsteknologiske løsninger og it generelt. Det kan f.eks. være, at du gerne vil blive bedre til at bruge og udnytte din mobiltelefon. Eller måske vil du lære, hvordan du installerer og bruger apps, f.eks. Nem-ID-nøgleapp'en eller særlige apps til at skabe struktur i hverdagen, få styr på økonomien eller noget helt tredje, siger Mette Ravn og Camilla Askou, der begge er pædagogiske vejledere i Center for Social Rehabilitering og tilknyttet cafeen.

I første omgang er cafeen i Vejle blevet annonceret for udviklingshæmmede, psykisk sårbare og borgere med ADHD, autisme eller erhvervet hjerneskade. Cafeen ligger i Sundhedshuet, indgang B, 7100 Vejle og har åben hver torsdag fra kl. 13.30-16.30.

- Du kan komme direkte fra gaden og få hjælp, men kan også ringe eller skrive i forvejen og aftale en tid, så du undgår ventetid, fortæller de to vejledere, der glæder sig til at åbne cafeen, som de håber bliver taget godt imod af målgruppen. I så fald kan det være, at tilbuddet skal udvides til centerbyerne, så flere får mulighed for at få hjælp til at begå sig i den digitale verden.

En del af velfærdsteknologi-puljen
Teknologi-cafeen er etableret med inspiration fra lignende tilbud i Aarhus og Odense. Begge steder har gode erfaringer med cafetilbuddet.

Cafeen kører i første omgang som et velfærdsteknologi-projekt, som skal evalueres om et år. Det er Vejle Kommunes Velfærdsteknologiråd, der har givet penge til projektet. Rådet skal frem til 2020 prioritere de i alt 40 mio. kr. til ny velfærdsteknologi. I budgetforliget i 2012 blev der afsat 20 mio. kr. til at teste og investere i teknologi i perioden 2012-2016. I 2017 blev der afsat yderligere 20 mio. kr. til investeringer frem til 2020. Siden 2012 er der i alt afprøvet ca. 110 forskellige teknologier.

 
 
 
 
 
 
 
 
 
Kontaktinformation

Implementeringskonsulent Anne Dunker, tlf. 61 14 57 46
Pædagogisk vejleder Camilla Askou, tlf. 23 65 77 87
Pædagogisk vejleder Mette Ravn, tlf. 30 91 70 11
Afdelingsleder Karen Iversen, tlf. 30 51 86 22