To stærke profiler skal varetage ledelsen af Seniorområdet i Vejle Kommune

 
 
 
 

Den 1. januar 2024 starter Hanne Reinholt som plejecenterchef i Vejle Kommune, og Marianne Hansen starter i stillingen som distriktschef. Sammen skal de tegne stregerne til fremtidens ældrepleje i Vejle Kommune.

 
 
 
 

Til sammen har de to kommende chefer mere end 50 års erfaring med i rygsækken, som de glæder sig til at dele ud af, når vi tager hul på det nye år. Hanne Reinholt har mere end 30 års erfaring med ledelse af ledere og kommer fra en stilling som leder for plejeboliger i Horsens Kommune.

 

- Jeg glæder mig rigtig meget til at blive en del af det samarbejde, der er på tværs af hele organisationen. Det er i den synergi, der opstår, når vi er fælles om målet, at vi på bedste måde kan tilgodese borgerne og de mange engagerede medarbejdere og ledere, fortæller Hanne Reinholt, kommende chef for plejecentrene i Vejle Kommune.

 

Marianne Hansen har mere end 20 års erfaring med ledelse af ledere og kommer fra en stilling som leder for vedvarende indsatser i Haderslev Kommune.

 

- Jeg er rigtig glad for at få muligheden for at videreføre implementeringen af Vejle Kommunes ambitiøse handleplan "Tæt på". Det ligger mig meget på sinde, at seniorområdet skal være et dialogbaseret, inddragende og trygt sted at være, fortæller Marianne Hansen, kommende seniorchef for distrikterne i Vejle Kommune.

 

Marianne overtager stillingen som distriktschef efter Jesper Roskilde, der af private årsager fratræder stillingen med udgangen af januar 2024. Velfærdsdirektør Anne Mette Lund ser frem til at byde dem begge velkommen på holdet.

 

Det er to meget erfarne og kvalificerede chefer, som nu kommer til at udgøre ledelsen på Seniorområdet. Derfor glæder jeg mig meget til sammen med dem at arbejde videre på implementering af vores store handleplan "Tæt på", som vi allerede er langt med. Både Marianne og Hanne har flere gode ideer til udvikling af vores seniorområde, som ligger i forlængelse af vores handleplan, fortæller Anne Mette Lund, velfærdsdirektør i Vejle Kommune.

 
 
 
 
 
 
 
 
 
Kontaktinformation

Anne Mette Lund, velfærdsdirektør i Vejle Kommune, amelu@vejle.dk, 21 17 11 73
Hanne Reinholt, kommende seniorchef for plejecentrene i Vejle Kommune, hanne@reinholt.info
Marianne Hansen, kommende seniorchef for distrikterne i Vejle Kommune, marianne.fredericia@gmail.com