Pressemeddelelse
4. december 2018
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Plejecentre tester intelligent ble

 
 
 
 

To plejecentre i Vejle Kommune tester ble, der indsamler data om brugernes vandladninger og informerer om, hvornår den skal skiftes.

 
 
 
 
 
 
 
 

Der er ingen faste tidspunkter for, hvornår man skal tisse, så toiletbesøg eller bleskift er svære at skemalægge - og så alligevel ikke. Ved hjælp af den intelligente ble kan personalet nu få hjælp til at se, hvornår en ble skal skiftes.

Den intelligente ble består bl.a. af sensorer, som måler mængden af urin og tidspunktet for vandladningen. Beboeren skal have en chip på sin ble i tre dage, og derudfra kan plejepersonalet udlede et mønster.
 

Og resultaterne hos de borgere, som allerede har testet bleen, har været gode, fortæller projektleder Anne Dunker:

- Nogle af de borgere, som har deltaget, har fået ændret blestørrelse eller hyppighed for bleskift, og plejen er blevet endnu mere individuelt tilpasset. Billedet viser også, at nogle ikke har brug for ble i dele af døgnet.

- Hvis vi får skiftet bleen på de helt rigtige tidspunkter, eller får borgerne hjulpet på toilettet i tide, er der flere, som helt kan undgå at have ble på - i hvert fald i dagtimerne, forklarer kontinenssygeplejerske Tina Andersen.

- Med den intelligente ble har vi også fået øjnene op for, at nogle ældre tisser alt for lidt, og derfor skal tilbydes mere væske, siger kontinenssygeplejersken, som hilsner den intelligente ble velkommen, da den kan være med til at forbedre livskvaliteten hos mange af de borgere, hun er i kontakt med.

Også politikerne glæder sig til at følge projektet:

- Hvis bleen både kan give livskvalitet for de ældre og lette arbejdet for personalet, vil vi overveje at bruge den flere steder, siger Kenneth Fredslund Petersen, der er formand for Seniorudvalget i Vejle Kommune og med i det udvalg, som hvert år investerer fem millioner kroner i ny teknologi, der skal forbedre forholdene for bl.a. ældre.

- Vi interesserer os meget for ny velfærdsteknologi, da de rigtige hjælpemidler give borgerne mere livskvalitet. Nogle synes måske, at teknologi fjerner menneskelig pleje og omsorg, men teknologi brugt på den rigtige måde har mange fordele, f.eks. den intelligente ble, fordi projektet handler om den værdighed, der er i f.eks. at kunne slippe for at gå med en våd ble for længe, at kunne gå på toilettet selv eller få den nødvendige mængde væske, siger seniorudvalgsformanden.

Den intelligente ble testes i første omgang på to plejecentre, Plejecenter Kastaniehaven i Give og Plejecenter Kløverhaven i Vejle, frem til september 2019.

 
 
 
 
 
 
 
 
 
Kontaktinformation

Projektleder Anne Dunker, tlf. 61 14 57 46
Kontinenssygeplejerske Tina Andersen, tlf. 29 36 15 19
Seniorudvalgsformand Kenneth Fredslund Petersen, tlf. 28 72 62 39