Pressemeddelelse
11. januar 2019
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Rekord stort salg af parcelhusgrunde

 
 
 
 

Det er mange år siden, at Vejle Kommune har solgt så mange kommunale parcelhusgrunde som i 2018. I alt 91 solgte grunde blev det til sidste år.

 
 
 
 
 
 
 
 

Med 91 solgte parcelhusgrunde i 2018 har Vejle Kommune nået det højeste antal solgte kommunale parcelhusgrunde siden 2010, hvor der blev solgt 96 grunde.

- Salget af kommunale parcelhusgrunde går rigtig godt, og det er også positivt, at vi sælger grunde mange steder i kommunen, siger borgmester Jens Ejner Christensen. Også de private udstykninger sælger godt, og vi hører også fra ejendomsmæglerne, at boligsalget er eksploderet i 2018. Det understreger, at Vejle er en meget attraktiv kommune at bygge og bo i, og vi får mange nye tilflyttere, understreger borgmesteren.

I 2018 har Vejle Kommune øget antallet af indbyggere med 752 indbyggere, og det betyder, at Vejle Kommune ved udgangen af 2018 har rundet 114.794 indbyggere.

- Det er især udstykningerne i Børkop, Vinding og Vejle (Uhrhøj), der sælger, fortæller erhvervsguide Mette Harbo Linee, der også står for salget af parcelhusgrunde. Men Skibet, Jelling og Smidstrup følger godt med. Der er også solgt grunde i Brejning, Ny Højen, Gårslev, Egtved, Grønbjerg, Ny Nørup og Give.

- Ved nye udbud inviteres ofte til "Åben skurvogn", og det tiltrækker altid mange potentielle købere, siger Mette Harbo Linee, der også kan fortælle, at hun allerede har solgt de to første grunde i 2019.

Deltager på Fredericia Messen
Borgere, der gerne vil høre mere om mulighederne for at bygge og bo i Vejle Kommune, har muligheden for at få en snak med både bosætningsguide og erhvervsguide på Bolig Mad Design Messen i Fredericia 2.-3. februar. Både lørdag og søndag står guiderne parat til at svare på spørgsmål.

 
 
 
 
 
 
 
 
 
Kontaktinformation

Borgmester Jens Ejner Christensen, tlf. 20 16 32 14

Erhvervsguide Mette Harbo Linee, tlf. 76 81 15 37