Der er mange stærke stemmer blandt årets debutanter, og derfor har juryen bag Munch-Christensens debutantpris også i år udvalgt fem bøger til shortlisten. De fem bøger byder på sitrende relationer, tvivl og tab og bider fra sig i skarp kapitalismekritik, der opfordrer til en ny verdensorden. I år var 38 bøger indstillet til prisen. Bøgerne er udkommet mellem 1. juli 2022 og 30. juni 2023. De fem forfattere, som juryen har udvalgt til shortlisten, er: - Kristin Vego: Se en sidste gang på alt smukt (Turbine Forlaget)
- Nath Krause: Logan i Aokigahara (Forlaget Møllegades Boghandel)
- Benedicte Huang: Døtreskole (Gads Forlag)
- Sabitha Söderholm: Chellam (Gads Forlag)
- Nynne Roberta Pedersen Pedersen: Vi hopper på åkander (Antipyrine)
Litteraturprofessor og jurymedlem Anne-Marie Mai siger om årets debutanter: "Det er en flot og meget broget stak af bøger, vi har liggende foran os i år. Der er bøger, man røres over, bøger, man morer sig over, og bøger, der får en til at undre sig. Debutanterne er på hver deres måde engageret i tilværelsen, i deres omverden og i kunstens muligheder for at nærme sig alt det menneskelige". Danmarks største debutantprisBodil og Jørgen Munch-Christensens Kulturlegat er med sine 2 x 50.000 kr. Danmarks største debutantpris, og den uddeles hvert år til to yngre danske forfattere, der har haft en lovende debut. Debutantprisens formål er at spotte nye litterære talenter, og et kig på listen over de tidligere vindere kunne tyde på, at missionen lykkes. Årets prismodtagere kommer således i fornemt selskab med tidligere vindere som bl.a. Stine Pilgaard, Kim Leine, Hanne Højgaard Viemose, Theis Ørntoft, Asta Olivia Nordenhof, Caspar Eric, Glenn Bech, Yahya Hassan og Jonas Eika. Vær med til at fejre de nye litterære stjerner Vejle Bibliotekerne har været arrangør af Debutantprisen, siden prisen blev stiftet i 2005. Hvilke to forfattere der denne gang løber med prisen og hver modtager 50.000 kr. bliver offentliggjort fredag den 29. september kl. 16-18 ved prisoverrækkelsen på Vejle Bibliotek. Alle er velkomne til at kigge forbi og møde de to vindere og høre dem læse op fra deres prisvindende bøger. Man kan også opleve de to jurymedlemmer Lars Bukdahl og Anne-Marie Mai, når de holder deres motiveringstaler for de to vindere samt møde den tidligere prismodtager Gry Stokkendahl Dalgas. Gry modtog prisen i 2020 og fik sidste år Poesiens Pris for sin bogen "At performe transkønnet vrede". Gry er en af de forfattere, som man ikke fik set til prisfesten i Vejle, da prisoverrækkelsen blev digital det år pga. corona. Læs mere om årets debutanter på Litteratursiden.dk, som også er partner i Debutantprisen. |