Pressemeddelelse
2. maj 2019
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Biodiversiteten og fællesskabet vinder Den Store Idé

 
 
 
 

Lille Grundet og Store Grundet snupper førstepladsen og hovedpræmien på en halv mio. kr. i kommunens konkurrence "Den Store Idé".

 
 
 
 

Blomsterenge, sommerfuglehaver og frugthaver skal øge biodiversiteten i Lille og Store Grundet.

 
 
 
 

Sommerfuglehaver, frugtlunde og blomsterenge. Det er indholdet i den grønne vision fra Lille og Store Grundet, der netop har vundet førstepræmien på en halv mio. kr. i konkurrencen "Den Store Idé", som Udvalget for Lokalsamfund og Nærdemokrati står bag.

 

FN's Verdensmål
- Det er vores hensigt med konkurrencen at støtte projekter, der kan være til læring for andre, og som styrker det lokale fællesskab og ejerskab og er med til at involvere bredt i lokalområdet. "Grøn vision for Grundet" bidrager i høj grad til de formål ved at styrke en bæredygtig udvikling lokalt, støtte det lokale fællesskab og skabe bedre levevilkår for både mennesker og dyr ud fra FN's 17 Verdensmål, siger Gerda Haastrup Jørgensen, formand for Udvalget for Lokalsamfund og Nærdemokrati.

 

Projektet i Grundet bidrager desuden til et mere interessant og et mere sammenhængende lokalområde. Beboerne i Grundet ønsker nemlig med projektet at øge biodiversiteten, der kan understøtte læring og natur og sundhed gennem mere aktivitet på områder. Det bliver de syv grundejerforeninger i området, der i stor udstrækning kommer til at stå for den konkrete udformning og udførelse af anlæggene i området.

 

Styrker det sociale sammenhold
Lokalrådet for Grundet har stået som tovholder på projektet og kontaktperson for rådet, Birger Lilja Kristoffersen, er utrolig glad for, at de nu får mulighed for at skabe et smukkere, grønnere og mere bæredygtigt lokalområde.

 

- I dag ligger store arealer hen i græs og bliver sjældent brugt af hverken mennesker eller dyr. Men nu vil der bl.a. komme sommerfuglehaver, frugtlunde og blomsterenge til gavn for både dyrelivet og det sociale sammenhold i Grundet. Vi håber, at arealerne på sigt vil blive mødesteder, hvor vi mødes og får mere med hinanden at gøre, siger Birger Lilja Kristoffersen.

 

Han understreger, at den lokale opbakning er altafgørende. Det bliver derfor kun de projektidéer, der har opbakning blandt beboerne, der vil blive gennemført.

 

- Det er jo i sidste ende beboerne, der skal udfylde rammerne, og beboerne, der skal stå for driften af områderne og projekterne, siger han.

 

Andenplads til Brejning
Mens Grundet Lokalråd vandt førstepræmien, gik andenpladsen til Brejning Lokalråd og deres idé om et sanseunivers i Brejning. Et projekt, hvor kunst, sanser og læring spiller sammen for at skabe nye oplevelser på udvalgte steder i Brejning. Brejning lokalråd har fået 300.000 kr. til at starte deres vision for et sanseunivers.


Fakta

  • Udvalget for Lokalsamfund og Nærdemokrati arbejder for at skabe levende og attraktive lokalsamfund i hele Vejle Kommune og for at styrke nærdemokratiet.
  • En af de metoder, udvalget har valgt for at styrke lokalsamfundene og nærdemokratiet, er at støtte lokale initiativer og projekter gennem bl.a. Strakspuljen og Udviklingspuljen, der skaber stærkere landsbyer og bydele.
  • Udvalget skød konkurrencen "Den Store Idé" i gang i efteråret 2018, og udvalget har i alt modtaget 15 ansøgninger fra hele kommunen.
  • Lille og Store Grundet rummer i dag 532 ejendomme, mens yderligere 92 er på vej. Det svarer til omkring 1.500 beboere, når området er fuldt udbygget.
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Kontaktinformation
  • Gerda Haastrup Jørgensen, formand for Udvalget for Lokalsamfund og Nærdemokrati, tlf.: 23 46 18 94
  • Birger Lilja Kristoffersen, Grundet Lokalråd, tlf.: 21 97 97 52