Svæv i et endeløst hav midt i Klimaparken

 
 
 
 

Hvordan bevæger havet og bølgerne sig lige nu ud for Thyborøn? I Østersøen? I Vejle Fjord?

Det kan du opleve i det nye kunstværk, HavObservatoriet, der rejser sig i Klimaparken ved ØsterBO i Vejle. Værket indvies mandag 30. oktober 2023 kl. 15.30-16.30.

 
 
 
 
HavObservatoriet 3.jpg
 
HavObservatoriet.png
 
HavObservatoriet 2.jpg
 
 
 
 

Bag kunstværket står de to internationalt anerkendte kunstnere Lise Autogena fra Danmark og Joshua Portway fra England.

 

Kunstværket sætter spot på havstigningerne som en konsekvens af den globale opvarmning og simulerer med få minutters mellemrum den aktuelle tilstand for en ny position i havet omkring Danmark - fx bølgerne ud for Thyborøn, i Østersøen, i Vejle Fjord.

 

På den måde gengiver HavObservatoriet, hvad du rent faktisk ville se, hvis du befandt dig i havet på det pågældende sted.

 

Et imponerende værk

At kunstværket har rejst sig få meter fra Vejle Fjord, er ingen tilfældighed.

 

- Vejle er et af de 14 særlige risikoområder for stormflod og stigende vandstand, som er udpeget af Kystdirektoratet. Byen ligger lavt og er udsat i forhold til både stormflod og havstigninger. Som en del af projektet Vandets vej, har vi i Klimaparken særligt arbejdet med beskyttelsen mod skybrud og oversvømmelser. Vi har med områdefornyelsen og projekterne Vandets Vej og Byen, Vandet og Kunsten vist, at vi med gode samarbejdspartnere sagtens kan forene beskyttelse mod vand med rekreative områder og store kunstneriske oplevelser, siger Gerda Haastrup Jørgensen, formand for Teknisk Udvalg og fortsætter:

 

- Med HavObservatoriet har kunstnerne skabt et imponerende værk, der med sin vekslen mellem stille krusning og oprørt hav virkelig giver stof til eftertanke.

 

Vandet som potentiale i Vejle

Kunstværket HavObservatoriet er det første af en række kunstværker i Vejle Ådal og Fjord under projektet "Byen, Vandet og Kunsten", som er støttet af Statens Kunstfond. Projektets fokus er netop på vandet som en fremtidig udfordring og potentiale.

 

- Vi har ladet os inspirere af havstigninger forårsaget af global opvarmning. Noget, som er en hel reel og kontinuerlig udfordring for Vejle. Hver dag downloader HavObservatoriet de mest nøjagtige tilgængelige udsigter for havet omkring Danmark. Fra bølgeinformationerne har vi skabt en tredimensionel simulering af havets overflade visualiseret som millioner af individuelle bølger i forskellige størrelser, der bevæger sig i forskellige retninger. Når du står og betragter værket, giver det en følelse af at svæve midt i et endeløst hav, forklarer Lise Autogena, den ene kunstner bag værket.

 

Et unikt oplevelsesrum

- Kunstværket skaber et unikt oplevelsesrum, som giver tilskueren en helt anderledes visuel forståelse af havets kompleksitet og dynamik. Med HavObservatoriet har kunstnerne på poetisk vis formået at formidle de klimamæssige forandringer, der er i gang både lokalt og globalt, siger Jeannette Ehlers, udvalgsleder i Legatudvalget for Billedkunst i Statens Kunstfond, og fortsætter:

 

- Vi glæder os rigtig meget til det videre samarbejde med Vejle Kommune og til at se, hvordan de kommende kunstprojekter i projektet Byen, Vandet og Kunsten kan bidrage til at sætte fokus på vandet som både udfordring og potentiale.

 

Indvielse i Klimaparken

Kunstværket HavObservatoriet indvies mandag 30. oktober 2023 kl. 15.30-16.30 i Klimaparken. Her vil de to kunstnere og repræsentanter fra Statens Kunstfond og European Centre for Medium-range Weather Forecasts være til stede og fortælle mere om værket.

Der er indgang til Klimaparken fra bl.a. Ørstedsgade og Stævnen. Husk påklædning efter vejret.

 

 

FAKTA:

  • HavObservatoriet er en del af hele Områdefornyelsen i Vejle Midtby Øst, som er støttet af områdefornyelsespuljen under Social- og Boligstyrelsen.
  • Havobservatoriet er også en del af projektet Byen, Vandet og Kunsten, som er støttet af Statens Kunstfond.
  • Værket er udført som en cirkulær stålkonstruktion, 3 meter høj og 7 meter i diameter. Stålstrukturen er beregnet til at formidle en følelse af vægt og soliditet samt tidens gang. Bygningens facade er således designet til at ruste og vise tegn på sin alder - som et synkende skib, men er dog lavet af ekstremt tykt stål, der vil kunne modstå elementerne.
  • Softwaren er udviklet af kunstnerne, der benytter de spektrale bølgeinformationer i havudsigterne til at skabe en tredimensionel animation af vandoverfladen.
  • Projektet er støttet af The Art, Design and Media Research Centre ( ADMRC), Sheffield Hallam University i England samt European Centre for Medium-range Weather Forecasts (ECMWF), der støtter projektet med data og rådgivning.
  • Kunstværket HavObservatoriet har kostet 2 mio. kr., og Statens Kunstfond har betalt for skitseprojektet. 
 

Vedhæftede filer

Invitation Havobservatoriet.pdf
ECMWF_Master_Logo_RGB_nostrap.svg
DK_Social- og Boligstyrelsen_logo_graa krone_CMYK.pdf
SKF_logo_red_CMYK (002).png
Sheffield Hallam University logo.jpg
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Kontaktinformation

Gerda Haastrup Jørgensen, formand for Teknisk Udvalg, tlf.: 20 90 42 75

Lisbet Wolters, stadsarkitekt Vejle Kommune, liwol@vejle.dk , mobil: 20 33 94 68 
Lise Autogena, kunstner, lise@autogena.org

Statens Kunstfonds pressetelefon: 41 39 38 53