Pressemeddelelse
4. oktober 2019
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Grønne byrum og prisuddeling på Arkitekturens Dag

 
 
 
 

Vejle Kommune og Arkitekturforum inviterer til Arkitekturens Dag mandag 7. oktober kl. 14 i Skyttehushaven i Vejle. På programmet er oplæg om byens grønne rum, prisoverrækkelse og byvandring.

 
 
 
 

Arkitekturens Dag finder i år sted i Skyttehushaven mandag 7. oktober 2019.

 
 
 
 

Vejle Kommune har siden 1972 markeret Arkitekturens Dag med både debat om nogle af tidens vigtigste tendenser inden for arkitektur og med uddeling af Vejle-Prisen og Borgernes Arkitekturpris.

 

- Det er altid en fornøjelse at uddele de to priser. Når man tænker på, at vi har uddelt priserne siden 1972, er det imponerende at se, hvor mange gode forslag der er at vælge imellem år efter år. Det viser tydeligt, at god kvalitet og spændende arkitektur er et af kommunens vartegn og noget, som vores borgere tager alvorligt, når de bygger nyt, siger Jens Ejner Christensen, borgmester i Vejle Kommune.

 

By og land = "bland"

Inden spændingen om, hvem der modtager de to priser, forløses, er der lagt op til debat om et af tidens væsentligste begreber, grønne byrum. By og land er nemlig ikke kun hinandens modsætninger. Tværtimod opfordrer arkitekt Flemming Rafn Thomsen fra Tredje Natur til at blande de klassiske begreber by og natur i sit oplæg, der bliver fulgt op af en debat om emnet.

I debatpanelet sidder Gerda Haastrup Jørgensen, formand for Teknisk Udvalg, arkitekt Flemming Rafn Thomasen fra Tredje Natur samt arkitekt Birger Lilja Kristoffersen fra Grundet Lokalråd med stadsarkitekt Lisbet Wolters som ordstyrer.

 

Dogmer i boligpolitikken

- Vi har i øjeblikket vores nye boligpolitik i høring, hvor netop samspillet mellem by og land indgår som væsentlige dogmer. Vi tænker i stigende grad grønne oaser og frirum ind, når vi udvikler nyt, og jeg ser frem til at blive endnu mere inspireret af debatten, siger Gerda Haastrup Jørgensen, formand for Teknisk Udvalg.

 

Efter debatten bydes deltagerne på et let traktement, inden årets Vejle-Priser og Borgernes Arkitekturpris kan overrækkes.

 

Arkitektur på verdenskortet

Som afslutning på eftermiddagen inviterer stadsarkitekt, Lisbet Wolters, på en byvandring fra Skyttehushaven til Stævnen og Havneøen ved Fjordenhus.

 

- Både Havneøen og Fjordenhus er blandt kandidaterne til at vinde både Vejle-Prisen og Borgernes Arkitekturpris og er nogle af de byggerier, der virkelig har været med til at sætte Vejle ikke bare på Danmarkskortet, men på verdenskortet. Så det er oplagt at begynde i vores nyrenoverede Skyttehushave og slutte af i vores spændende, nye havnemiljø, siger Lisbet Wolters.

 

Arkitekturens Dag finder i år sted mandag 7. oktober i Skyttehushaven og begynder kl. 14 og slutter kl. 17.30. Der er åbent for alle, og det er gratis at deltage.

 

Vedhæftede filer

Arkitekturens Dag 2019.png
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Kontaktinformation

Lisbet Wolters, stadsarkitek i Vejle Kommunet, tlf. 20 33 94 68