Vandel indvier sin nye miniskov Nordskoven

 
 
 
 

Klimalandsby Vandel markerer sin nye miniskov på 3 hektar med en indvielse fredag den 16. august kl. 16.00.

 
 
 
 
Miniskov i Vandel

Miniskov i Vandel

 
 
 
 

Hvidtjørn, eg og fyr vokser allerede på markerne mellem Vandel og omfartsvejen. Træerne er kulminationen på den idé om at skabe en skov, som Udviklingsrådet i Vandel, skovgruppen under Klimalandsby Vandel og Vejle Kommune har arbejdet med i to år.

Og nu skal den nye miniskov Nordskoven indvies. Derfor inviterer skovgruppen i Vandel sammen med Vejle Kommune til indvielse af Nordskoven Vandel fredag den 16. august kl. 16. Kommer du i bil, kan du parkere ved hallen på Skolevej 8. Alle er velkommen.

 

Vi fremmer det gode liv med et lavere klimaaftryk

Skoven er en del Vejle Kommunes Udvalg for Lokalsamfund og Nærdemokratis (ULN) klimaplan.

-          Vi vil rigtigt gerne sammen med borgerne fremme det gode liv med lavere klimaaftryk. En bynær skov med stor biodiversitet, som opfanger CO2, lever fuldt ud op til den politik. Det vil vi gerne fejre, siger Thyge Havgaard Bjerring, formand for ULN.

Skoven er ejet af Vejle Kommune og passes i dagligdagen af Vandel skovgruppe. Skovgruppen vil fortsætte med at skabe opholdssteder i skoven og den nærliggende frugtlund og fremme brugen af skoven for alle i Vandel og omegn.

-          Skoven bliver et rigtig godt naturområde for Vandel. Vi har søgt sponsorstøtte, så vi regner med også at få bygget en skovhytte. Det vil gøre det lettere at mødes i skoven, siger Kristian Andersen, fra skovgruppen i Vandel.

 

8.850 planter og 13 forskellige arter

Skoven ligger på arealerne mellem byen og omfartsvejen, lige nord for et nyt boligområde, som er på vej. Skoven er på cirka 3 hektar. Der er plantet i alt 8.850 planter bl.a. skovæble, spidsløn, fyr, eg og hvidtjørn, i alt 13 forskellige arter. Skoven ligger samtidig op ad en mindre eksisterende skov, som kan hjælpe den nye skov med hurtigere at etablere sig.

Nordskoven er indhegnet for at beskytte de unge træer mod bl.a. rådyr, men der er masser af låger i hegnet og stier i skoven, samt en lille hundeskov.

 

Du kan følge med i, hvad der sker i Vandel Nordskoven på Facebook: "Vandel skov 7184".

 
 
 
 
 
 
 
 
 
Kontaktinformation

Thyge Havgaard Bjerring, formand for ULN, tlf.: 20 20 14 00

Kristian Andersen, skovgruppen Vandel, 28 91 75 99

Peter Sepstrup, projektudvikler Klimalandsby Vandel, Teknik & Miljø, 21 29 17 82